Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Manama, 09/03/2026 - 04:16

Flere børn er kvæstet efter iransk droneangreb i Bahrain

Et spædbarn er blandt de mindst 32 personer, der er blevet såret i et angreb i Bahrain, oplyser ministerium.

Af: /ritzau/AFP

Mindst 32 personer er blevet såret, efter at Iran natten til mandag har angrebet øen Sitra i Bahrain med en drone.

Det oplyser Bahrains sundhedsministerium i en erklæring via det statslige nyhedsbureau.

Ifølge nyhedsbureauet AP er fire af de sårede i kritisk tilstand, herunder to drenge på henholdsvis syv og otte år. De har fået alvorlige skader på benene og bliver opereret, skriver AP.

En 17-årig pige samt et to måneder gammelt spædbarn er blandt de sårede, lyder det. Teenagepigen har pådraget sig alvorlige hoved- og øjenskader.

Flere eksplosioner blev natten til mandag hørt i Qatars hovedstad, Doha, fortæller journalister fra AFP i byen. Både Qatar, Saudi-Arabien og Kuwait melder alle om nye angreb natten til mandag.

Iran har rettet missiler og droner mod en række lande i Mellemøsten, efter at USA og Israel indledte et omfattende angreb mod Iran 28. februar.

Doha har været mål for bølger iranske droner og missiler den seneste uge. Natten til mandag har landet afværget endnu et missilangreb, oplyser Qatars forsvarsministerium.

I Saudi-Arabien har forsvaret opsnappet og ødelagt to droner, der var på vej mod landets store Shaybah-oliefelt i den sydøstlige del af kongeriget.

USA har søndag bedt en række ansatte om at forlade Saudi-Arabien på grund af de iranske angreb mod landet.

/ritzau/AFP

TjekDet - faktatjek