Frederiksberg, 10/02/2026 - 15:56
Søn til trafikdræbt: Jeg kan ikke sove ordentligt om natten
Flere vidner afgiver tirsdag forklaring i en sag, hvor en 18-årig er tiltalt for uagtsomt manddrab.
Steven Knap/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Sønnen til en 65-årig mand, der blev kørt ihjel foran BabySam i Valby, har været meget påvirket af ulykken, der fandt sted 19. august sidste år.
Det forklarer han i Retten på Frederiksberg tirsdag.
- Efter at jeg så min far blive slået ihjel, har jeg ikke kunnet sove ordentligt, siger sønnen fra vidneskranken.
Han var sammen med sin far, der var i gang med at læsse en nyindkøbt barnevogn ind i en bil, da den blev påkørt. Hans gravide hustru befandt sig på passagersædet.
En ung mand - der var 17 år på tidspunktet for ulykken - er tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
Han er desuden tiltalt for uagtsom legemsbeskadigelse, da den gravide kvinde fik et kompliceret brud på foden.
Sønnen fortæller, at han pludselig hørte et brag og derefter skrig fra sin hustru. Men han forstod ikke, hvad der var sket, forklarer han i retten.
Han så efter ulykken en dreng komme ud fra den Porsche, der netop havde påkørt bilen.
Drengen virkede påvirket - enten af stoffer eller chok, forklarer han.
- Jeg prøvede at få øjenkontakt med ham, men han kiggede alle andre steder hen. Han mumlede, siger han.
Anklagemyndigheden mener, at den tiltalte var påvirket af cannabis og lattergas, da ulykken skete.
En video optaget om morgenen 19. august sidste år - samme dag som den dødelige ulykke - viser den tiltalte suge lattergas i Porschen.
Der blev ifølge anklageren også fundet lattergasflasker og tilhørende studser med DNA, der højst sandsynligt tilhører den tiltalte i bilen.
Den tiltalte erkender at have kørt den 65-årige ihjel, men nægter, at han var påvirket af euforiserende stoffer eller lattergas, da det skete.
En retskemiker afgiver også forklaring i retten tirsdag.
- En lattergasrus indtræder ret hurtigt. Rusen varer op til et til to minutter, siger hun.
Retskemikeren fortæller også, at lattergassen kun kan spores i blodet i mellem en halv til to timer, efter at den er indtaget.
/ritzau/




