Kyiv, 17/01/2026 - 00:50
Rusland og Ukraine lægger våbnene ved Europas største atomkraftværk
Strømforsyning på Zaporizjzja-atomkraftværket i Ukraine er beskadiget og skal repareres de kommende dage.
Af: /ritzau/
Rusland og Ukraine er blevet enige om en lokal våbenhvile omkring atomkraftværket Zaporizjzja, der er under russisk kontrol.
Det oplyser Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) i en pressemeddelelse fredag.
Dermed bliver det muligt at reparere den sidste tilbageværende backup-strømforsyning til atomkraftværket. Strømforsyningen blev beskadiget som følge af militær aktivitet 2. januar, lyder det.
- IAEA fortsætter det tætte samarbejde med begge parter for at sikre nuklear sikkerhed ved ZNPP (atomkraftværket Zaporizjzja, red.) og for at forhindre en atomulykke under konflikten.
- Denne midlertidige våbenhvile - den fjerde, vi har forhandlet - demonstrerer den uundværlige rolle, vi fortsat spiller, siger IAEA's generaldirektør, Rafael Mariano Grossi, i pressemeddelelsen.
Reparationerne vil begynde i løbet af de kommende dage, siger IAEA.
Zaporizjzja er Europas største atomkraftværk og ligger i den sydøstlige del af Ukraine.
Atomkraftværket har været besat af russiske styrker siden marts 2022, kort tid efter at krigen i Ukraine begyndte.
Værket har været lukket ned, siden Rusland invaderede nabolandet. Men atomkraftværket har fortsat brug for elektricitet for at opretholde køle- og sikkerhedssystemer.
Rusland og Ukraine har gentagne gange beskyldt hinanden for at risikere en atomkatastrofe ved at angribe atomanlægget.
/ritzau/




