Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Oslo, 29/01/2026 - 12:00

Norsk drabsmand er fundet død i sin celle torsdag morgen

Politiet i Norge har indledt en efterforskning, efter at drabsdømte Stig Millehaugen uventet er blevet fundet død.

Ole Berg-Rusten/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den drabsdømte nordmand Stig Millehaugen er torsdag morgen blevet fundet død i sin celle uden for Oslo.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB på baggrund af en pressemeddelelse fra politiet.

Politiet oplyser ifølge NTB, at dødsfaldet var uventet, og at der derfor er igangsat en efterforskning.

Stig Millehaugen er blevet kaldt "Norges farligste mand" og har siddet i fængsel det meste af sit voksne liv.

I 2012 fik han en forvaringsdom på 21 år for drabet på lederen af den kriminelle bande Young Guns - den 28-årige Mohammad "Jeddi" Javed. Han blev skudt og dræbt 19. januar 2009.

En anden mand blev dømt for at have bestilt drabet på bandelederen, skriver NTB.

Millehaugen forsøgte ifølge nyhedsbureauet at blive prøveløsladt i 2023, men fik afslag af lagmannsretten (svarende til landsret, red.).

Siden april 2025 har han været sigtet for drabet på Metkel Betew, som var en af personerne bag det største røveri i norsk historie - millionrøveriet mod Norsk Kontantservice (Nokas) i 2004.

46-årige Betew blev fundet skuddræbt i et skovområde nær Oslo i april 2025.

Ifølge NTB havde Millehaugen udgang fra fængslet, da drabet på Betew fandt sted.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek