Bruxelles, 05/06/2025 - 11:01
Syntetiske stoffer oversvømmer europæiske markeder
Importen af ulovlige syntetiske stoffer er i stigning, advarer EU's narkotikaagentur i en ny rapport.
Mark Schiefelbein/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Nye syntetiske stoffer, potente opioider og stærke cannabisprodukter er nogle af de trusler, Europa står over for i kampen mod ulovlige stoffer.
Det er konklusionen i en ny rapport om udbredelsen af ulovlige stoffer fra Den Europæiske Unions Narkotikaagentur (Euda).
Ifølge rapporten er det en hidtil uset stor import af såkaldte syntetiske cathinoner - også kendt som "badesalt" - der slår alarm hos Euda.
37 ton af det syntetiske euforiserende stof blev ifølge europæiske myndigheder importeret til Europa og beslaglagt i 2023.
Til sammenligning var der i 2022 tale om en import på 27 ton og i 2021 en import på 4,5 ton.
Samtidig har europæiske myndigheder i 2023 lukket 53 produktionssteder for syntetiske cathinoner. Til sammenligning blev der i 2022 lukket 29.
Cathinon forekommer naturligt i bladene fra khat-planten, der er særlig udbredt i Mellemøsten og Nordafrika.
Størstedelen af stoffet blev importeret fra Indien og transporteret til Europa gennem Holland.
Euda har også identificeret de højpotente syntetiske opioider nitazener som en trussel. Stoffet kan nemlig i forbindelse med andre stoffer føre til overdoser, som kan have døden til følge.
Ifølge Euda er omkring 7500 mennesker døde af brug af stoffer i Europa i 2023. I 2022 var der 7100 dødsfald. De fleste af dødsfaldene skyldes en overdosis af opioider i kombination med andre stoffer.
EU-kommissæren for indre anliggender og migration, østrigske Magnus Brunner, er bekymret for udviklingen.
- Den ulovlige narkotikahandel udgør en alvorlig trussel mod vores borgeres sundhed og sikkerhed. Den skaber et miljø præget af trusler og korruption, som underminerer vores samfund, virksomheder og institutioner, siger Magnus Brunner i en pressemeddelelse.
Han nævner blandt andet, at mindreårige i stigende grad bliver rekrutteret til at begå kriminalitet i forbindelse med salg af stoffer.
Selv om de nye syntetiske opioider spiller en relativt lille rolle på det europæiske marked for ulovlige stoffer generelt, er de ved at finde fodfæste i særligt de baltiske lande.
Blandt flere EU-medlemslande er der ifølge rapporten en voksende frygt for udbredelsen af stoffet.
Det er fortsat cannabis, der er det mest udbredte ulovlige stof i Europa med anslået 24 millioner årlige forbrugere.
Næstmest udbredt er kokain med 4,6 millioner årlige brugere.
Eudas rapport tager udgangspunkt i data fra de 27 EU-lande samt Norge og Tyrkiet.
Rapporten referer hovedsageligt til tal fra 2023, fordi det tager lang tid at bearbejde de store datasæt.
/ritzau/