Odense, 20/02/2026 - 06:38
Større uheld udfordrer fredagstrafikken i begge retninger på Fyn
Man må forvente kødannelser og forlænget rejsetid under hele morgenmyldretiden på Fynske Motorvej.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Et større uheld påvirker trafikken i begge retninger på E20 Fynske Motorvej mellem Odense og afkørsel 48 Tietgenbyen fredag morgen.
Motorvejen er nu helt spærret i østgående retning, oplyser Vejdirektoratet klokken 06.30.
Man må derfor forvente kødannelser og forlænget rejsetid under hele morgenmyldretiden, lyder meldingen.
Redning er på stedet.
Uheldet forventes afsluttet i løbet af morgenen - tidligst klokken 07.00.
Klokken 06.30 er den forlængede rejsetid vurderet til mellem 10 og 30 minutter.
Morgentrafikken til og fra det fynske er også udfordret af vejret fredag.
Her varsles der kraftig blæst på Storebæltsbroen. Det medfører, at passage med påhængskøretøjer under 750 kilo er forbudt.
/ritzau/




