Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 13/04/2026 - 12:07

Tre dømmes for drab med kniv i Fjerritslev

Offer blev lokket udenfor sin gadedør en tidlig morgen og blev overfaldet med baseballbat og kniv.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

I en sag om et drab på en 29-årig mand i Fjerritslev har Retten i Hjørring mandag afsagt dom.

Fredag blev de tre tiltalte fundet skyldige, og mandag har retten idømt en mand fængsel i 12 år, en kvinde har fået ti år, mens den tredje skal anbringes på psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.

Det skriver Ekstra Bladet.

Tidligt om morgenen en dag i november 2024 blev offeret overfaldet foran sin gadedør af to af de tiltalte.

Inden da havde den tredje fået den 29-årige til at forlade sit hjem. Udenfor ventede de to andre.

Den ene, 25-årige Mille Mie Boelt Christensen, slog manden i hovedet med et baseballbat.

Den 46-årige Johnni Nielsen stak derefter den tiltalte i brystet og ryggen.

Han straffes med fængsel i 12 år, mens hun er idømt fængsel i ti år.

Under sagen har alle tre nægtet sig skyldige i drab. Det var ikke meningen, at den 29-årige skulle dø, har den ene ifølge TV2 Nord sagt.

Forbrydelsen er foregået i misbrugsmiljøet.

Forinden var der opstået uenighed - muligvis om nogle bildæk, har nordjyske.dk tidligere rapporteret.

Kvinden har forklaret, at hun kun tog et bat med, fordi hun ville kunne forsvare sig under konfrontationen.

Hun har tilføjet, at hun ikke vidste, at Johnni Nielsen havde en kniv stoppet ned i strømperne, har nordjyske.dk oplyst.

Han har sagt, at han trak kniven frem, fordi han ville forsvare kvinden, da den 29-årige begyndte at slå med en jernstang.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek