Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 28/08/2023 - 10:48

Grev Nikolai fejrer fødselsdag på den anden side af jorden

Grev Nikolai fylder 24 år den 28. august. Dagen skal fejres i Australien, hvor han sammen med sin kæreste, Benedikte Toustrup, læser et semester.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Laura Pretzmann, Ritzau Fokus

Et nyt kapitel er begyndt i grev Nikolais liv, efter at han tog til Australien 1. august for at læse et semester på University of Technology i storbyen Sydney.

Den 28. august fylder han 24 år, og det bliver fejret "down under", afslører kongehuset i et opslag delt på det sociale medie Instagram.

I Australien har grev Nikolai selskab af sin kæreste, Benedikte Thoustrup, som også læser et semester i landet i samme periode.

Ud over at studere arbejder grev Nikolai også som model, og for nylig var han at finde på forsiden af det hollandske magasin Numéro. Til mediet fortalte han i et længere interview om det kommende eventyr på den anden side af jorden.

- Valget er faldet på Australien, fordi det er meget fremmed og spændende for en dansker som mig.

- Og jeg tror på, at man skal bruge mere end to ugers ferie på at se dette hjørne af verden, udtalte grev Nikolai ifølge Billed-Bladet til Numéro.

Grev Nikolai og Benedikte Thoustrup har også tidligere læst et semester sammen i den franske hovedstad, Paris.

- Hele processen med at springe ud af komfortzonen er vigtig, uanset om det er under akademiske studier eller for at samle erhvervserfaring, for det åbner sindet og udvider horisonten, fortæller grev Nikolai ifølge det australske medie 9Honey til Numéro.

Parret studerer på Copenhagen Business School på Frederiksberg. Her læser grev Nikolai Business Administration and Service Management, mens Benedikte Thoustrup læser MSc in Economics and Business Administration - Brand and Communications Management.

Ud over at fejre fødselsdag i Australien for første gang er det også første gang, at grev Nikolai skal holde fødselsdag uden sin prinsetitel, for den fik han og hans søskende frataget sidste år af deres farmor, dronning Margrethe, med en begrundelse om, at de bedre kan forme deres eget liv uden titlen.

Men det var grev Nikolai ikke enig i.

- Min kongelige rolle har ikke begrænset mig i at gøre ting, jeg nyder og elsker. Jeg har altid set mig selv som en fri sjæl.

- Man skal måske overveje nogle valg mere klogt. Men jeg har ikke følt mig begrænset i at leve mit liv fuldt ud, sagde han dengang ifølge det australske medie 9Honey.

I stedet fik han titlen greve af Monpezat.

Han og grev Felix er sønner af prins Joachim og grevinde Alexandra. Brødrene har også to halvsøskende, grev Henrik og komtesse Athena.

/ritzau/

Venedig, 01/09/2025 - 16:08

Mads Mikkelsen: Mit hår lugtede af kloak

Den danske superstjerne Mads Mikkelsen gik all in i rollen som Manfred i Anders Thomas Jensens nye sorte komedie, "Den sidste viking".

Under vikingehjelmen gemmer der sig en ildelugtende permanent.

Det afslører Mads Mikkelsen ifølge mediet Screen Daily under et interview i forbindelse med verdenspremieren på den sorte komedie "Den sidste viking" på filmfestivalen i Venedig.

- Vi har en tendens til at gå lidt amok med mit hår i Anders Thomas' film, lyder det fra Mads Mikkelsen ifølge det britiske filmmedie.

Det er den danske superstjernes sjette samarbejde med Anders Thomas Jensen, som også instruerede ham i kultklassikeren "Blinkende lygter" samt "De grønne slagtere", "Adams æbler", "Mænd & høns" og "Retfærdighedens ryttere".

I "Den sidste viking" spiller Mads Mikkelsen rollen som Manfred, der er den eneste, som ved, hvor pengene fra et røveri begået af hans bror er gemt. Men Manfred husker intet efter at være blevet ramt af en mental udfordring.

Sammen begiver brødrene sig tilbage til deres barndomsland for at finde pengene, men også for at opdage, hvem de selv er, lyder det om handlingen.

I rollen har Mads Mikkelsen krøllet, permanentet hår, som ifølge skuespilleren "lugtede af kloak".

- Jeg syntes, det (håret, red.) gav Manfred en vis naivitet.

I komedien bliver både vold og oneliners forenet.

Men der skal så at sige være mening med galskaben, understreger Mads Mikkelsen.

- Vi ved, at Anders Thomas beskæftiger sig med de store emner om liv og død, familie og venskab. For at sige noget om dét pakker han det ind i komplet vanvid, siger Mads Mikkelsen.

- Der er hjerte i hans film. Komedie ville ikke være så sjovt, hvis det ikke var for poesien, lyder det fra den 59-årige danske superstjerne.

Ud over Mads Mikkelsen er Nikolaj Lie Kaas, Sofie Gråbøl, Søren Malling, Lars Ranthe, Lars Brygmann og Nicolas Bro på den stjernespækkede rolleliste.

"Den sidste viking" får dansk biografpremiere 9. oktober.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/09/2025 - 15:33

Skuespiller fra Harry Potter-filmene vender tilbage i ny serie

Isabel Infantes/Reuters

Warwick Davis skal igen spille rollen som professor Filius Flitwick i ny "Harry Potter"-serie.

Når den nye "Harry Potter"-serie får premiere i 2027, bliver det igen med Warwick Davis i rollen som professor Filius Flitwick.

Det skriver Warner Bros. Discovery mandag i en pressemeddelelse.

Han er foreløbigt den eneste skuespiller fra de originale "Harry Potter"-film, der også medvirker i den nye serie, som HBO står bag.

Davis medvirkede i alle otte film som professor Flitwick, der underviste Hogwarts-eleverne i besværgelser.

Derudover spillede han også nissen Griphook, der arbejdede i banken Gringotts. Davis vender dog kun tilbage som professor Flitwick, skriver mediet Variety. I stedet skal Leigh Gill spille Griphook.

HBO har i forvejen sat navne på flere af de kendte karakterer fra Harry Potter-universet - heriblandt de tre hovedroller.

Harry Potter spilles af Dominic McLaughlin, mens Hermione Granger og Ron Weasley spilles af henholdsvis Arabella Stanton og Alastair Stout.

Siden HBO begyndte at lede efter de tre hovedroller i efteråret 2024, har over 30.000 skuespillere været til casting.

Tidligere er det kommet frem, at John Lithgow skal spille rektor på Hogwarts Albus Dumbledore, mens Nick Frost skal spille Hagrid.

Janet McTeer og Paapa Essiedu spiller lærerne Minerva McGonagall og Severus Snape.

I et Instagram-opslag i midten af august delte HBO også navnene på flere medlemmer af den rødhårede Weasley-familie.

Tvillingparret Tristan Harland og Gabriel Harland spiller Fred og George Weasley, som også er tvillinger i universet. Ginny Weasley spilles af Gracie Cochrane, mens Ruari Spooner spiller Percy Weasley.

Serien er baseret på forfatter J.K. Rowlings syv bøger om troldmanden Harry Potter, hans venner og deres oplevelser på troldmandsskolen Hogwarts.

Bøgerne er blevet til otte film samt tre "Fantastic Beasts"-film, som er spinoff af universet.

Den kommende serie har indtil videre blot titlen "Harry Potter". Det bliver ifølge HBO en "loyal filmatisering af de elskede "Harry Potter"-bøger".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/09/2025 - 11:00

FAKTA: Logren er ikke altid lig med glæde

* Selv om en hund logrer, når den ser en anden hund, betyder det ikke nødvendigvis, at den er venligt stemt.

* Logren er et udtryk for en opstemthed, men den kan godt være negativ. Det er et tegn på, at hunden er klar til at agere, men den ageren kan lige så vel være leg, som den kan være angreb.

* Nogle hunde logrer endda, når de har halen mellem benene. Det er en form for usikkerhedslogren.

* For at kode hundens logren skal du kigge på hele hundens udtryk. Er der tale om en blød og rolig logren eller en dirrende hale, der stikker lige op i luften? Sidstnævnte er ofte tegn på aggressivitet.

Kilde: Iben Meyer, der er dyrlæge og adfærdsekspert samt adjunkt på Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 01/09/2025 - 11:00

Vi forventer for meget af hundens sociale liv

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det er en udbredt misforståelse, at hunde interesserer sig for alle fremmede hunde, de møder på gåturen, siger dyrlæge og adfærdsspecialist.

Selv om du som hundeejer nyder at møde andre mennesker med deres firbenede bedste venner, når I er ude at gå tur, så er det ikke sikkert, at din hund har det på samme måde.

Mens nogle hunde elsker at snuse til bagpartier og byde op til leg, foretrækker andre hunde helt at slippe for at hilse på artsfæller.

Det fortæller Iben Meyer, der er dyrlæge og adfærdsspecialist. Hun er også medforfatter til bogen "Din kompetente hund", der ud fra den nyeste forskning gør op med en række myter og misforståelser inden for hundeopdragelse.

- Ofte har hundeejere forfærdeligt høje forventninger til, at deres hunde skal kunne med de hunde, de møder. Hunden er et socialt dyr, men det er ikke ensbetydende med, at den har lyst til at lege med alle fremmede hunde, den møder, og det skaber problemer, hvis vi forventer det af den, siger Iben Meyer.

Hun forklarer, at de fleste hunde er okay med, at der er andre hunde i deres nærhed, men de viser ikke den store interesse for dem. Denne reserverethed indtræffer ofte, når hunden bliver kønsmoden ved et- til toårsalderen.

- De kan godt have nogle legekammerater, som de er glade for, og som de kender. Dem vil de gerne lege med som voksne, men fremmede hunde er for mange hunde i bedste fald uinteressante og værste fald noget, de reagerer aggressivt på.

Ifølge Iben Meyer løber rigtig mange voksne hunde derfor ind i et problem, når deres ejere forventer af dem, at de skal hilse på andre hunde, og det fører til dårlige oplevelser.

- Vi har brug for at få en større forståelse for, hvad hunden er for et væsen, og at den er meget mere individualiseret, end vi tror, den er, siger hun og peger på, at hver hund har sin egen unikke personlighed, og som ejer handler det om at anerkende det, hvis din hund viser sig at være den generte type.

Iben Meyer understreger, at det er en god idé at lære hunden som hvalp at omgås andre hunde. Men gør det gerne blidt og gradvist, gerne med én anden hund ad gangen eller en begrænset gruppe.

- Det er vigtigt, at hunden får positive oplevelser med andre hunde, og det sker bedst under kontrollerede forhold, hvor hvalpen ikke bliver overvældet. Det gør den nemt i en hundepark, hvor der hele tiden vælter nye hunde ind, siger hun og fortsætter:

- For nogle hundeejere kan det føles, som om man går glip af noget, hvis man har glædet sig enormt meget til at stå i en hundepark og sludre. Men så kan man forsøge at lave aftaler med nogle ejere af hunde, som hunden godt kan lide, og mødes med dem.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek