Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 28/08/2023 - 10:48

Grev Nikolai fejrer fødselsdag på den anden side af jorden

Grev Nikolai fylder 24 år den 28. august. Dagen skal fejres i Australien, hvor han sammen med sin kæreste, Benedikte Toustrup, læser et semester.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Laura Pretzmann, Ritzau Fokus

Et nyt kapitel er begyndt i grev Nikolais liv, efter at han tog til Australien 1. august for at læse et semester på University of Technology i storbyen Sydney.

Den 28. august fylder han 24 år, og det bliver fejret "down under", afslører kongehuset i et opslag delt på det sociale medie Instagram.

I Australien har grev Nikolai selskab af sin kæreste, Benedikte Thoustrup, som også læser et semester i landet i samme periode.

Ud over at studere arbejder grev Nikolai også som model, og for nylig var han at finde på forsiden af det hollandske magasin Numéro. Til mediet fortalte han i et længere interview om det kommende eventyr på den anden side af jorden.

- Valget er faldet på Australien, fordi det er meget fremmed og spændende for en dansker som mig.

- Og jeg tror på, at man skal bruge mere end to ugers ferie på at se dette hjørne af verden, udtalte grev Nikolai ifølge Billed-Bladet til Numéro.

Grev Nikolai og Benedikte Thoustrup har også tidligere læst et semester sammen i den franske hovedstad, Paris.

- Hele processen med at springe ud af komfortzonen er vigtig, uanset om det er under akademiske studier eller for at samle erhvervserfaring, for det åbner sindet og udvider horisonten, fortæller grev Nikolai ifølge det australske medie 9Honey til Numéro.

Parret studerer på Copenhagen Business School på Frederiksberg. Her læser grev Nikolai Business Administration and Service Management, mens Benedikte Thoustrup læser MSc in Economics and Business Administration - Brand and Communications Management.

Ud over at fejre fødselsdag i Australien for første gang er det også første gang, at grev Nikolai skal holde fødselsdag uden sin prinsetitel, for den fik han og hans søskende frataget sidste år af deres farmor, dronning Margrethe, med en begrundelse om, at de bedre kan forme deres eget liv uden titlen.

Men det var grev Nikolai ikke enig i.

- Min kongelige rolle har ikke begrænset mig i at gøre ting, jeg nyder og elsker. Jeg har altid set mig selv som en fri sjæl.

- Man skal måske overveje nogle valg mere klogt. Men jeg har ikke følt mig begrænset i at leve mit liv fuldt ud, sagde han dengang ifølge det australske medie 9Honey.

I stedet fik han titlen greve af Monpezat.

Han og grev Felix er sønner af prins Joachim og grevinde Alexandra. Brødrene har også to halvsøskende, grev Henrik og komtesse Athena.

/ritzau/

København, 26/05/2024 - 09:21

Kongehuset markerer kong Frederiks fødselsdag med nyt billede

Kong Frederik fylder 56 år søndag den 26. maj. Det er hans første fødselsdag, efter at han er blevet regent.

Kongehuset har søndag offentliggjort et nyt billede af kong Frederik, i forbindelse med at han fylder 56 år.

Det sker på kongehusets hjemmeside.

Her er der i dagens anledning også oprettet en såkaldt digital gratulationsliste, hvor det er muligt at skrive en fødselsdagshilsen til kongen.

Fejringen søndag ser lidt anderledes ud, end den tidligere har gjort for kong Frederik. Det er nemlig hans første fødselsdag som regent, siden han overtog rollen efter dronning Margrete i januar.

Fødselsdagen markeres klokken 12 på Amalienborg, hvor kong Frederik og kongefamilien vil vise sig på balkonen på Frederik VIII's Palæ.

Traditionen med at vinke fra balkonen er en, som han fører videre fra sin mor, dronning Margrete.

På Amalienborg Slotsplads kan de fremmødte fejre kongen med fællessang, når Den Kongelige Livgarden spiller "I dag er det kongens fødselsdag".

Den Kongelige Livgarde vil, som traditionen byder på regentens fødselsdag, have røde gallauniformer på, som bruges ved særlige lejligheder.

På vejen gennem byen spiller Livgarden en række af de kongelige marcher.

Koncerten sluttes af med "Kronprins Frederiks Honnørmarch", da der endnu ikke er lavet en ny march i anledningen af hans nye titel som konge.

Resten af dagen fejres under private former, oplyser kongehuset.

Kong Frederik tog mandag hul på fejringen af sin fødselsdag med det årlige motionsløb Royal Run.

Løbet havde sin debut i 2018, i forbindelse med at kongen fyldte 50 år.

Det er blevet afholdt hvert år siden debuten med undtagelse af 2020, som blev aflyst på grund af coronapandemien.

I 2018 var der 70.938 tilmeldte, og i år blev rekorden sat med mere end 95.000 tilmeldte.

Kongen deltog selv i tre af løbene i tre forskellige værtsbyer på dagen.

Ligesom fødselsdagen er kong Frederiks første som regent, var deltagelsen i motionsløbet det samme. Her føltes det dog ikke så anderledes for kongen som de tidligere år.

- Det er ligesom at løbe som kronprins. Jeg har fået et nyt karosseri, men motoren er den samme, lød det med et glimt i øjet fra kongen, da han kom i mål på sin sidste rute.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 26/05/2024 - 08:59

Kongehuset markerer kong Frederiks fødselsdag med nyt billede

Kong Frederik fylder 56 år søndag den 26. maj. Det er hans første fødselsdag, efter at han er blevet regent.

Kongehuset har søndag offentliggjort et nyt billede af kong Frederik, i forbindelse med at han fylder 56 år.

Det sker på kongehusets hjemmeside.

Det er kongens første fødselsdag, efter at han blev udnævnt som regent den 14. januar.

På kongehusets hjemmeside er der i dagens anledning også oprettet en såkaldt digital gratulationsliste. Her er det muligt for alle at skrive en fødselsdagshilsen til kongen.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 26/05/2024 - 10:00

FAKTA: Hvad er bladlus?

* Bladlus er insekter, som typisk er en-tre centimeter lange. De suger saften fra planter. De kan overføre forskellige virussygdomme mellem planterne og via deres afføring give svampevækst til planterne.

* Lusene føder i et stort antal. En enkelt hun kan føde 40-100 unger i løbet af sin livstid på op til tre uger. Derfor dannes der hurtigt store kolonier på planterne.

* Der findes flere arter af bladlus, som kan angribe planter. Typisk er det nogle få arter, som dominerer. Agurkbladlus, ferskenbladlus, stribet kartoffelbladlus og kartoffelbladlus. Alt efter arten kan bladlus være lige fra gullige til grønlige, brune og sorte.

Kilde: Videncentret Bolius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 26/05/2024 - 10:00

Bladlusene kommer: Sådan forsvarer du planterne mod dem

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Juni måned byder på en hovedpine for haveejerne. Bladlusene gør nemlig deres indtog, men du skal ikke gå i panik, lyder det fra ekspert.

På denne tid af året stifter mange bekendtskab med bladlus, som sætter sig i store kolonier på havens planter.

Nogle haveejere går i panik, men det er der slet ingen grund til, lyder det fra Louise Møller, der er faglig redaktør hos Haveselskabet.

- Det kan se voldsomt ud, når alle bladlusene sidder i toppen af planten. Men slå koldt vand i blodet, og spul dem med vand, fortæller hun.

- Så mister de deres evne til at formere sig så hurtigt, da mange af dem vil falde til jorden og have svært ved at finde tilbage igen.

Ifølge Louise Møller vil bladlusene kunne være et problem for haveejere det meste af juni måned.

Her har bladlusenes naturlige fjender som mariehøns og guldøjelarver nemlig ikke formeret sig tilstrækkeligt til at kunne holde bestanden nede. Det har de først sidst på måneden.

Derfor anbefaler hun, at du selv bekæmper planteplagen indtil da.

- Spul med vand hver dag i tre til fire dage. Så får du taget mange af dem. Og dem, der er tilbage, skal naturen nok selv sørge for at bekæmpe, siger hun.

Bladlusene dræber ikke de planter, som de sætter sig på, men det kan stadig være hårdt for planten, lyder det fra Hans Christian Kristensen, der er gartner hos Lundhede Planteskole i Herning.

- Bladlus suger plantesaft fra planterne. Hver gang lusene suger, laver de et lille hul i bladet eller stænglen, som får skud og blade til at krølle sammen som en reaktion på at ville hele. Saften, som suges ud, skulle jo have været brugt af planten på at vokse videre. Alt dette sætter planten meget tilbage, siger han og tilføjer:

- Samtidig er lusenes afføring meget sukkerholdig. Den bliver udskilt på bladene. Den sukkerholdige afføring giver grobund for svampesygdomme, som trives i dette miljø. Så set fra plantens synspunkt, så er bladlus ikke et sjovt skadedyr.

Ifølge Hans Christian Kristensen kan der komme lus i de fleste planter, alt efter hvordan planten har det, hvordan miljøet og vejret er, og hvordan man holder haven.

- Holder man planterne i den bedste kondition med vand og lidt gødning, så er det ikke et problem at have lidt bladlus, men det kan gå meget hurtigt med, at de formerer sig, hvis vejret er lunt, og der ikke er naturlige rovdyr til stede, siger han.

- Lus i roser er meget normalt, og det er tit der, at de fleste haveejere har problemer. Vi ser flere lus i ligusterhække, efterhånden som vi får en varmere og varmere sommer. Lus i bøg er også meget normalt.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek