Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 08/09/2026 - 14:46

Minister inviterer forældre til stormøde efter Pisa-resultater

Torsdag i Herlev kan forældre komme i dialog med undervisningsminister om dårlige Pisa-resultater.

Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Undervisningsminister Magnus Heunicke (S) inviterer forældre til skoleelever til, hvad han har døbt "Danmarks Største Forældremøde".

Det afholdes torsdag aften på Engskolen i Herlev Kommune, skriver Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Invitationen kommer på baggrund af resultaterne af den seneste Pisa-undersøgelse, der blev offentliggjort tirsdag.

Her klarer danske skoleelever på 15 år sig historisk dårligt og er blevet dårligere til læsning, matematik og naturfag.

- De nye Pisa-resultater skal vi tage meget alvorligt, siger Magnus Heunicke i pressemeddelelsen.

- Det er vigtigt, at vi får drøftet udfordringen, og jeg håber, at mange forældre vil deltage og dele deres tanker og perspektiver. Folkeskolen er vores fælles skole. Og vi skal løfte den sammen.

Pisa er en international undersøgelse af 15-åriges kompetencer. Undersøgelsen finansieres i Danmark af Børne- og Undervisningsministeriet.

91 lande deltager i undersøgelsen, der bliver lavet hvert tredje år.

Årets udgivelse er den niende i rækken, og de danske 15-årige elever har altså præsteret det dårligste resultat i undersøgelsens levetid.

RITZAU

TjekDet - faktatjek