Madrid, 22/04/2025 - 13:23
Spanien vil nå Nato-mål om militærudgifter allerede i år
Spaniens premierminister vil øge forsvarsudgifterne i 2025 med 10,47 milliarder euro og bruge covid-19-midler.
A. Pérez Meca/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Spanien vil i 2025 indfri Nato-målsætningen om at bruge to procent af bruttonationalproduktet (bnp) på forsvar.
Det oplyser den spanske premierminister, Pedro Sánchez, ifølge Reuters.
Tidligere havde den spanske regering oplyst, at man ville forsøge at nå målet inden 2029.
Sánchez vil øge Spaniens forsvarsudgifter i år med 10,47 milliarder euro. Premierministeren foreslår at bruge midler, som var tiltænkt genopbygning efter covid-19-pandemien.
Pengene skal blandt andet bruges på telekommunikation, cybersikkerhed og til at købe militært udstyr.
- Denne plan vil hjælpe os nå det (målet, red.) på rekordtid. Spanien vil bidrage til at forsvare Europa, siger Pedro Sánchez ifølge Reuters.
I 2024 brugte Spanien 1,3 procent af landets bnp på forsvar. Dermed er det et af de Nato-lande, der bruger mindst på forsvar.
Eftersom Sánchez ikke har en flertalsregering, skal det spanske parlament stemme om forsvarsplanen, inden at den kan blive vedtaget.
/ritzau/




