Banska Bystrica, 16/05/2024 - 02:56
Medier: Robert Fico er ved bevidsthed efter operation
59-årige Robert Fico blev onsdag eftermiddag ramt af skud efter et regeringsmøde i byen Handlová.
Af: /ritzau/
Den slovakiske premierminister, Robert Fico, er ved bevidsthed efter flere timers operation. Det melder slovakiske medier ifølge nyhedsbureauet dpa.
Dpa henviser til det slovakiske tv-medie TA3 og avisen Dennik. Det fremgår ikke, hvor de har oplysningerne fra.
De to medier har ikke yderligere oplysninger om premierministerens tilstand.
59-årige Robert Fico har ifølge det slovakiske regeringskontor onsdag været mål for et attentat.
Robert Fico blev fløjet med helikopter fra Handlová, hvor skudepisoden fandt sted, til et hospital i byen Banska Bystrica.
Onsdag aften meddelte landets forsvarsminister, Robert Kalinak, at Fico fortsat var på operationsbordet. På daværende tidspunkt lød det, at Ficos tilstand var meget kritisk.
Ved 22-tiden sagde Slovakiets vicepremierminister, Tomas Taraba, at Fico "ikke længere er i livsfare, som det ser ud nu".
/ritzau/