Canberra, 20/03/2022 - 04:21
Australien vil ramme russisk aluminiumproduktion med nyt forbud
Rusland importerer en femtedel af sit aluminiumoxid fra Australien, som indfører et forbud mod eksport.
Af: /ritzau/
Australien udvider sine sanktioner mod Rusland og forbyder øjeblikkeligt al eksport af aluminiumoxid og bauxit.
Forbuddet har til formål at ramme aluminiumproduktionen i Rusland. Landet importerer en femtedel af sit aluminiumoxid fra Australien.
Forbuddet kommer få dage, efter at den australske regering sanktionerede oligarken Oleg Deripaska.
Han ejer en andel i Queensland Alumina Limited, som er et raffinaderi for aluminiumoxid.
Raffinaderiet ligger i den australske by Gladstone, der ligger i delstaten Queensland.
Den australske premierminister, Scott Morrison, har udtalt, at hans regering, samarbejder med partnere for at "sætte de maksimale omkostninger, det maksimale pres på Putin-regimet for, at det trækker sig fra Ukraine".
24. februar sendte Ruslands præsident, Vladimir Putin, de russiske styrker ind i Ukraine. Det har medført en lang række vestlige sanktioner mod Rusland.
/ritzau/AFP




