' /> '> Trump afviser at bruge atomvåben i Iran trods trusler
Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 24/04/2026 - 00:11

Trump afviser at bruge atomvåben i Iran trods trusler

USA's præsident har før truet med at ødelægge hele den iranske civilisation. Atomvåben kommer dog ikke i brug.

Af: /ritzau/AFP

Den amerikanske præsident, Donald Trump, afviser at angribe Iran med atomvåben.

Det siger Trump til journalister i Det Hvide Hus i Washington D.C.

- Nej, jeg ville ikke bruge det. Hvorfor skulle jeg bruge et atomvåben, når vi på meget konventionel vis har knust dem uden det?, siger Trump.

- Et atomvåben bør aldrig få lov til at blive brugt af nogen, tilføjer præsidenten.

Trump har tidligere truet med at ødelægge den iranske civilisation fuldstændig, hvis ikke Iran åbnede Hormuzstrædet og gik med til de amerikanske krav i en aftale mellem de to lande.

I et opslag på sit sociale medie, Truth Social, skrev han 7. april:

- En hel civilisation vil dø i nat og aldrig blive bragt tilbage. Jeg ønsker ikke, at det skal ske, men det vil sandsynligvis ske.

Få timer senere indgik USA og Iran en midlertidig våbenhvile, som Trump siden har forlænget på ubestemt tid.

USA's vicepræsident, J.D. Vance, har advaret om, at USA er klar til gøre mere skade på Iran med våben, der ikke tidligere var blevet brugt. Det Hvide Hus har tidligere afvist, at Vance her truede med atomangreb.

/ritzau/AFP

TjekDet - faktatjek