Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Wien, 17/05/2026 - 04:03

Danmarks Eurovision-håb skal fejre grandprixsucces med søvn og shots

Et halvt års arbejde med melodigrandprixet er slut efter Eurovision-finalen for Søren Torpegaard Lund.

Af: /ritzau/

Søren Torpegaard Lund har leveret den bedste danske placering i det internationale melodigrandprix i 13 år, og det er Danmarks Eurovision-håb meget stolt over.

- Da jeg gik ned fra scenen, havde jeg det sådan, at det ikke kunne blive bedre. Mit mål var at give ultimativt slip, og det dér var det ultimative slip for mig, fortæller han til den fremmødte presse i Wiener Stadthalle i Østrigs hovedstad, Wien.

- Lige så snart jeg gik ned fra scenen, flæbede jeg, fordi jeg fik lov til at være i Eurovision, udbryder han.

- Jeg gik ikke op og var bange. Jeg stolede på mig selv. Jeg var stolt af det, vi kom med. I mine øjne nailede vi den kontakt og den samhørighed, som var vores mål.

Med den præstation fulgte en syvendeplads, da seernes og fagjuryernes point var lagt sammen.

Med kulminationen på årets internationale melodigrandprix lørdag aften og nat slutter en intens tid med prøver, træning og tonsvis af interviews for Søren Torpegaard Lund.

Nu kan han endelig give slip og tage til efterfest, før han går hjem.

- Jeg håber, der er noget tequila, lyder det fra ham.

Snart vender han hjem til Danmark, hvor musicalscenen venter.

Han begynder snart på prøver til en ny forestilling.

- Jeg skal lige have nogle dages fri, indskyder han.

- Jeg skal sove, og jeg skal spise, og jeg skal også lige opdage, at et halvt års proces er færdigt. Jeg skal måske også prøve at lande lidt for mig selv og lige tage hjem til min familie og kysse dem, jeg elsker.

Hans nærmeste har været i Wien for at støtte ham i grandprixet. Blandt andre familie og svigerfamilie, fortæller Søren Torpegaard Lund, der er forlovet med musicalskuespilleren Simon Fichman.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek