Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Beirut, 17/03/2026 - 03:17

Israel bomber Hizbollah-mål i Libanons hovedstad

Israels militær retter missiler mod Iran-allieret milits i Beirut. Teheran bliver også bombet, lyder det.

Af: /ritzau/

Israels militær har natten til tirsdag indledt en række luftangreb i Beirut i Libanon og Teheran i Iran.

Det oplyser militæret på det sociale medie X.

- IDF (Israels militær, red.) har nu indledt en bølge af angreb rettet mod infrastrukturen tilhørende det iranske terrorregime i hele Teheran.

- Samtidig har IDF også indledt endnu en bølge af angreb rettet mod infrastrukturen tilhørende terrororganisationen Hizbollah i Beirut.

Libanon blev trukket ind i konflikten i Mellemøsten 2. marts. Det skete, da militsen Hizbollah angreb Israel som reaktion på, at ayatollah Ali Khamenei, der var Irans øverste leder, blev dræbt.

Ayatollahen blev dræbt i angreb, som Israel og USA indledte mod Iran fra 28. februar.

Siden har Israel og Hizbollah angrebet hinanden flere gange. Der har i weekenden været meldinger om sammenstød mellem soldater på landjorden.

Israels hær oplyste mandag, at den var i gang med militæroperationer på landjorden i Sydlibanon mod militsen Hizbollah.

Det fik vestlige lande til at reagere.

Regeringscheferne for Canada, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien har kraftigt advaret imod, at Israel indsætter landstyrker i Libanon som led i en større landoffensiv mod militsen Hizbollah.

Den shiamuslimske Hizbollah-milits er allieret med Iran, som også var med til at danne gruppen i 1980'erne.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek