Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Abu Dhabi, 16/03/2026 - 09:02

Droner og missiler rammer igen De Forenede Arabiske Emirater

Både en oliehavn og hovedstaden i De Forenede Arabiske Emirater er mandag blevet ramt under fortsat uro.

-/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

I flere emirater meldes der mandag morgen om nedslag fra missiler eller droner.

Et missil er faldet ned på et civilt køretøj i Abu Dhabi, og en palæstinensisk statsborger er blevet dræbt.

Det oplyser Abu Dhabis mediekontor på det sociale medie X.

- Myndigheder i Abu Dhabi har reageret på en hændelse med et missil, der faldt ned på et civilt køretøj i al-Bahyah-området, og en palæstinensisk borger blev dræbt, skriver mediekontoret.

Myndighederne kommer ikke umiddelbart med yderligere oplysninger om hændelsen, men opfordrer borgere til kun at få information "fra officielle kilder og undgå at sprede rygter".

Området al-Bahyah er en forstad til Abu Dhabi, som er hovedstaden i De Forenede Arabiske Emirater.

Iran har affyret over 1800 missiler og droner mod De Forenede Arabiske Emirater over de seneste uger.

Det er ifølge nyhedsbureauet AFP dermed det land, som Iran har angrebet flest gange i konflikten, der begyndte 28. februar.

I emiratet og olieknudepunktet Fujairah er en brand brudt ud i en industrizone efter et droneangreb.

Det oplyser Fujairahs mediekontor.

Beredskab er sendt til området for at forsøge at kontrollere branden.

To anonyme kilder siger til nyhedsbureauet Reuters, at lastning af olie er midlertidigt indstillet.

Ingen er blevet dræbt eller er kommet til skade ifølge mediekontoret.

Fujairah, hvorfra der dagligt udskibes omkring en million tønder olie, ligger ud til Omanbugten tæt på Hormuzstrædet.

Det travle stræde er blevet stort set lukket under den igangværende uro i Mellemøsten. Det har medført stigende oliepriser.

I løbet af natten lukkede den internationale lufthavn i Dubai, som er den største by i De Forenede Arabiske Emirater. Det var efter et droneangreb.

Mandag morgen dansk tid meldes der ifølge nyhedsbureauet AFP om en "gradvis" genåbning af lufthavnen.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek