Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/08/2025 - 17:38

OVERBLIK: Ved flere dødsulykker har bilisten inhaleret lattergas

17-årig bilist blev onsdag varetægtsfængslet og sigtet for at have været påvirket af lattergas ved dødsulykke.

Af: /ritzau/

Politiet sigtede onsdag en 17-årig bilist for at have været påvirket af lattergas ved en dødsulykke på Roskildevej i Valby tirsdag aften.

I en Porsche ramte bilisten en 65-årig mand, der var ved at anbringe en nyindkøbt barnevogn i en bil nær forretningen BabySam. Den 65-årige blev dræbt, mens hans gravide svigerdatter kom til skade med sit ben.

I de seneste år har der været flere eksempler på dødsulykker, hvor den dømte forinden har taget lattergas.

Få et overblik over sagerne herunder:

* I oktober 2020 blev en femårig pige dræbt i en trafikulykke på Peter Bangs Vej på Frederiksberg. Efterfølgende blev manden, der påkørte pigen, idømt seks års fængsel for at køre bil under påvirkning af lattergas.

Pigen gik på fortovet med sin mor, da han ramte hende.

* I januar 2023 torpederede en 37-årig mand flere biler med 140 kilometer i timen ved et lyskryds i Rødovre. En 34-årig mand mistede livet.

En blodprøve viste, at gerningsmanden havde lattergas og kokain i blodet under kørslen. Han blev idømt fem års fængsel.

* En 35-årig mand fra Horsens var påvirket af lattergas, da han kørte tre ældre mennesker i døden ved Tranbjerg syd for Aarhus 25. september sidste år. Fem folkedansere blev i deres bil torpederet af den modkørende bil, og tre af dem mistede livet.

Ved Retten i Aarhus erkendte manden sig skyldig i uagtsomt manddrab. Han forklarede, at han kort før ulykken havde indtaget lattergas. Lattergassen gjorde, at han ikke var i stand til at køre bil på fuldt betryggende vis, erkendte han. Retten idømte ham 6,5 års fængsel.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek