Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 25/04/2022 - 02:01

Ny dom sparer store virksomheder for milliardbeløb i Skat

En syv år gammel mailudveksling er blevet gennemgået af Østre Landsret, der giver virksomheder medhold.

Af: /ritzau/

Et skattekrav for en række store virksomheder bliver mellem en halv og en hel milliard kroner mindre.

Det skyldes en ny dom fra Østre Landsret i et større sagskompleks. Det skriver erhvervsmediet Finans.

Virksomheder som Københavns Lufthavne, amerikanske NetApp og den hollandske søfartskoncern Heerema samt fem kapitalfonde, der tidligere ejede telekoncernen TDC, er involveret i sagen.

Sagen omhandler et krav fra Skatteministeriet om beskatning af virksomhedernes overførsler af renter og udbytter til udlandet.

I alt er der rejst omkring 150 sager mod 48 selskaber. Det samlede skattekrav er på knap syv milliarder, skriver Finans.

Skattekravene i de såkaldte "beneficial owner"-sager er i de fleste tilfælde på trecifrede millionbeløb.

Afgørelsen fra Østre Landsret har set tilbage på en syv år gammel mailudveksling mellem selskabernes advokatfirma, Plesner, og Skattestyrelsen.

I 2015 skrev Plesner på vegne af it-virksomheden NetApp en mail til Skattestyrelsen og anmodede om at indbetale et skattekrav på 184 millioner kroner, selv om sagen ikke var afgjort.

På den måde kunne man undgå yderligere rentetilskrivninger. Men Skattestyrelsen afviste anmodningen og henviste til, at der manglede juridisk grundlag for at modtage pengene, skriver Finans.

Det er denne vurdering, som landsretten har vurderet var forkert.

- Det er tilfredsstillende at se, at landsretten i sagen her har vurderet, at det ikke er rimeligt, at Skatteministeriet rejser krav om betaling af renter, men samtidig afviser at modtage betaling, siger Lasse Esbjerg Christensen.

Han er skatteadvokat hos Plesner og omtaler dommen på advokatfirmaets hjemmeside ifølge Finans.

I andre sager om såkaldt beneficial owners har Skatteministeriet derimod fået medhold i landsretten.

Det gælder for selskabet Heavy Transport Holding Denmark, der i sidste måned blev dømt til at betale 449 millioner kroner til statskassen.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek