Bruxelles, 29/04/2025 - 16:34
Dan Jørgensen vil hjælpe med undersøgelse af strømsvigt i Spanien
EU-Kommissionen er klar til at bidrage med en "grundig undersøgelse" af strømsvigt i Spanien og Portugal.
Af: /ritzau/
EU er klar til at hjælpe med en "grundig undersøgelse" af strømsvigtet i Spanien og Portugal. Det skriver EU-kommissær for energi, Dan Jørgensen, på det sociale medie X.
- Energisituationen i Spanien og Portugal er tilbage til det normale. Denne hændelse er den mest alvorlige i næsten to årtier i Europa.
- Vi er klar til at støtte Spanien og Portugal på alle mulige måder. Herunder at iværksætte en grundig undersøgelse, skriver Dan Jørgensen.
Strømsvigtet har skabt bekymring for, om noget lignende kan ske i andre EU-lande.
Det kommer samtidig på et tidspunkt, hvor Dan Jørgensen er sat i spidsen for at binde europas el-net tættere sammen.
Det skal gøre det lettere for EU-landene at dele strøm på tværs af landegrænserne. Håbet er, at det kan gøre energi-regningen lavere for eu-borgerne og virksomheder.
Det omfattende strømsvigt kan dog måske også rejse spørgsmål om, hvorvidt andre EU-lande kunne blive ramt, hvis et tættere forbundet el-net giver eksempelvis Spanien og Portugal mulighed for at trække på strøm fra andre lande i tilfælde af nye strømsvigt.
/ritzau/