Port-au-Prince, 27/07/2026 - 23:35
Haiti fastsætter dato for første valg i et årti
Haitianere skal til stemmeurnerne 13. december, lyder det mandag fra landets valgkommission.
Af: /ritzau/
Haiti, der er hårdt plaget af bandekriminalitet, har fastsat en dato for landets første præsidentvalg i ti år.
Det oplyser landets valgkommission, CEP, mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Første valgrunde skal efter planen afholdes 13. december, mens en eventuel anden valgrunde vil blive afviklet 21. februar.
Et midlertidigt præsidentråd meddelte sidste år, at man ville forsøge at afholde første runde af valget i august i år. Det var dog en forudsætning, at sikkerheden i den caribiske østat forinden valget blev genetableret.
Befolkningen i Haiti har ikke været ved stemmeurnerne siden 2016, hvor Jovenel Moise blev valgt som præsident. Moise blev i 2021 dræbt i sit hjem i byen Pelerin.
RITZAU




