København, 12/06/2025 - 10:01
Lewandowski får sin vilje: Polens landstræner er færdig
Michal Probierz har sagt op som polsk landstræner. Opsigelsen kommer efter en konflikt med Robert Lewandowski.
Ronny Hartmann/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den polske stjerneangriber Robert Lewandowski fik sin vilje.
Michael Probierz har sagt op som polsk landstræner.
Det skriver Polens Fodboldforbund (PZPN) på sin hjemmeside.
- Jeg er kommet til den konklusion, at i den nuværende situation vil det bedste for landsholdet være min afsked som landstræner, siger Probierz.
Tidligere på ugen udtrykte FC Barcelona-profilen, at han ikke ville spille på landsholdet så længe, at Probierz var landstræner.
Udmeldingen kom, efter landstræneren havde besluttet at tage anførerbindet fra Robert Lewandowski for i stedet at give det til midtbanespilleren Piotr Zielinski.
- Set i lyset af omstændighederne og mistet tiltro til træneren, har jeg besluttet at trække mig fra det polske landshold, så længe han er træner, skrev Lewandowski søndag aften i et opslag på X.
Mandag uddybede Lewandowski, at han føler sig forrådt og såret af landstræneren.
Angriberen fik et opkald, da han var ved at putte sine børn. Det var landstræneren, som gav beskeden om anførerskiftet over telefonen.
- Jeg har båret anførerbindet i 11 år, og jeg har spillet for landsholdet i 17. Jeg mener, at sådan en sag skulle være håndteret anderledes. Vi har en vigtig kamp foran os, og alt blev kommunikeret over telefonen.
Den 36-årige angriber, har spillet 158 kampe for Polen og scoret 85 mål.
Michal Probierz overtog det polske landshold i september 2021. Han nåede 21 kampe som landstræner.
I den netop overståede landsholdstermin vandt Polen 2-0 over Moldova og tabte 1-2 til Finland.
De kampe blev spillet uden Lewandowski, der ifølge det polske nyhedsbureau PAP selv havde bedt om hvile efter en sæson, hvor han har vundet det spanske mesterskab med Barcelona.
Hvem, der overtager for Michal Probierz, melder polske fodboldforbund ikke noget om.
/ritzau/