Washington D.C., 26/05/2025 - 02:37
Chef forlader nødhjælpsorganisation efter international kritik
GHF's plan for uddeling af nødhjælp kan ikke lade sig gøre uden brud på humanitære principper, mener chef.
Af: /ritzau/AFP
Chefen for den kontroversielle organisation Gaza Humanitarian Foundation (GHF), Jake Wood, har sagt sit job op.
Det oplyser GHF i en pressemeddelelse natten til mandag dansk tid.
GHF er blevet oprettet til at distribuere nødhjælp i krigsramte Gaza. Organisationen støttes af USA og Israel og er blevet anklaget for at arbejde tæt sammen med Israel.
Jake Wood forklarer i pressemeddelelsen, at han påtog sig rollen tilbage i marts, fordi han ville gøre, "hvad end han kunne for at lindre lidelserne" i Gaza.
Men siden er det blevet klart for ham, at organisationens plan for uddeling af nødhjælp ikke kan lade sig gøre, hvis man skal leve op til humanitære principper, siger han.
Han henviser til principper om neutralitet, upartiskhed og uafhængighed.
Jake Wood stopper med øjeblikkelig virkning, fremgår det af pressemeddelelsen.
Flere nødhjælpsorganisationer og FN har kritiseret oprettelsen af GHF og sagt, at humanitær bistand bliver politiseret.
Selv har GHF fastholdt, at Israel "ingen operationel kontrol" vil have over organisationens arbejde.
/ritzau/AFP