Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Oslo, 25/01/2026 - 12:18

Danskere kræves dømt for millionsvindel mod ældre i Norge

Norsk politi har samarbejdet med dansk politi i en sag om ældresvindel for et tocifret millionbeløb.

Af: /ritzau/

Mandag tager fem danskere plads på anklagebænken i retten i Oslo, når en omfattende sag om bedrageri mod ældre nordmænd starter.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

I alt er 11 tiltalt i sagen. Den norske anklager mener, at gruppen ringede ofrene op og bildte dem ind, at de kom fra politiet eller banken.

De falske bank- eller politimænd bedrog især ældre kvinder ved at foregive, at de ville sikre offerets konto eller flytte værdier til en sikker konto.

Udbyttet af svindlen er ifølge politiet i Norge løbet op i 28 millioner norske kroner - omkring 18 millioner kroner.

Undervejs i sagen har norsk politi fået hjælp fra både Danmark, Finland og Storbritannien til sagen.

Norsk politi mener, at gruppen ringede mere end 90.000 gange til norske borgere på cirka et år.

Opkaldene blev foretaget både i Oslo, Helsinki, København og Málaga, skriver NTB.

Det har tidligere været beskrevet hos det norske medie NRK, at svindlerne brugte et manuskript, når de skulle ringe til ofrene.

Svindlerne har angiveligt fortalt deres ofre, at der skulle være anvendt en avanceret form for hacking, og på den måde fik forbryderne deres ofre til at udlevere de oplysninger, som blev brugt til svindlen.

NTB skriver også, at det fremgår af anklageskriftet, at svindlerne fik særlige lister, hvor de personer, der skulle ringes op, fremgik.

Sagen ventes afsluttet 20. marts.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek