Washington D.C., 23/08/2025 - 02:18
USA's regering beordrer pause på Ørsted-projekt
Ørsted skal sætte alle aktiviteter på pause på havvindmølleprojekt ud for delstaten Rhode Island i USA.
Tom Little/Reuters
Af: /ritzau/
USA's indenrigsministerium har beordret, at alle aktiviteter på Ørsteds vindprojekt ud for Rhode Islands kyst sættes på pause.
Indenrigsministeriets Bureau of Ocean Energy Management (BOEM) har udstedt en ordre, der kræver, at det danske energiselskab standser alle igangværende aktiviteter.
Det sker på grund af bekymringer, der er opstået under en gennemgang af havvindmølleprojekter i føderalt farvand.
I ordren, der er dateret 22. august, står der, at selskabet "ikke må genoptage aktiviteterne, før BOEM meddeler, at de har afsluttet den nødvendige gennemgang."
Havvindmølleparken, der har navnet Revolution Wind, skulle efter planen tages i drift til næste år.
Ørsted meddeler i en pressemeddelelse natten til lørdag, at selskabet vil rette sig efter ordren.
Samtidig vil selskabet forsøge at gå i dialog med de relevante tilladelsesmyndigheder for at opnå en nødvendig afklaring, så Revolution Wind kan tages i drift i anden halvdel af 2026.
Ørsted vurderer samtidig de potentielle økonomiske konsekvenser af den seneste udvikling og overvejer en række scenarier, herunder mulige retsskridt, skriver selskabet.
Det er ikke første gang, at USA's regering har skabt usikkerhed omkring opførslen af havvindmølleprojekter, efter at Donald Trump i januar blev taget i ed som præsident.
Trump har gentagne gange kritiseret vindmøller for at være en upålidelig energikilde og være grimme at have stående i landskabet.
Tilbage i april satte USA's regering en stopper for det norske selskab Equinors opførsel af havvindmølleparken Empire Wind ud for New Yorks kyst.
I maj fik Equinor lov til at arbejde videre på projektet, der forventes færdigt i 2027.
Ørsted bygger og driver vindmølleparker. Når vindmølleparkerne er i drift, frasælger Ørsted typisk 50 procent af parkerne for at skaffe kapital til at bygge nye parker.
Tidligere i august annoncerede Ørsted en aktieudvidelse på 60 milliarder kroner til store investeringer i de kommende år.
Meldingen fik Ørsted-aktien til at falde med 30 procent på en enkelt dag, da aktionærerne havde forventet, at de fremtidige investeringer skulle finansieres ved at frasælge ejerandele i den amerikanske havvindpark Sunrise Wind, der er ved at blive opført.
Den danske stat ejer 50,1 procent af Ørsted.
/ritzau/