Malmø, 05/08/2025 - 22:37
FCK vil slå Malmö med større risiko i returkamp
FCK-lejr er tilfreds med at få 0-0 med fra chancefattig kamp mod Malmö. Der skal satses offensivt i returen.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Flere FCK-profiler og cheftræner Jacob Neestrup har fået en klar fornemmelse af, hvad der skal til for at slå Malmö FF i næste uges returkamp i Champions League-kvalifikationen, efter at holdene tirsdag spillede 0-0 i Malmø.
Københavnerne skal spille hurtigere og tage større risiko i offensiven for at undgå en chancefattig gentagelse, lyder det fra anfører Thomas Delaney.
Tirsdag var han og holdkammeraterne måske lidt for tilfredse med en nulløsning på en bøvlet udebane.
- Hvis vi skal undgå en gentagelse, skal vi spille med større risiko, når vi er oppe omkring feltet. Vi blev lidt for tilfredse med at holde fast i bolden og ikke få de rette afslutninger.
- Vi havde nogle halvhjertede forsøg, og så havde vi syv hjørnespark, hvor vi ikke ramte den rigtige zone. De skal gerne sidde der, for så kommer vi til at skabe chancer i returkampen, siger Delaney.
Forsvarsspilleren Pantelis Hatzidiakos er på linje med sin anfører og ser gerne, at FCK's individualister i offensiven får bedre vilkår for at blive afgørende om en uge.
- Vi skal speede vores spil op. Vi skal spille bolden hurtigere rundt, for vores kantspillere kan kreere mere og får mere plads, hvis vi spiller bolden ud til dem hurtigere. Vi skal et par niveauer op i forhold til den her kamp, siger Hatzidiakos.
FCK-træner Jacob Neestrup indikerer også, at han er klar til at slippe tøjlerne på tirsdag, hvor FCK kan sikre sig en plads i den afgørende kvalifikationsrunde til Champions League.
Han erklærer sig tilfreds med forløbet i tirsdagens første møde mellem øresundsrivalerne.
- Jeg så en rigtig god præstation. Den var moden, kontrolleret og balanceret. Den bar præg af, at der manglede lidt kvalitet i vores gennembrudsspil og offensive standardsituationer.
- Måske manglede der også lidt risikovillighed fra trænerens side, så vi kunne have fået en ekstra spiller længere frem på banen for at åbne deres forsvar lidt op.
- Jeg nægter at tro på, at vi får samme kampbillede igen i 90 eller 120 minutter i Parken, siger FCK-træneren.
Både Neestrup og Delaney ser en lille FCK-overhånd på grund af hjemmebanefordel i returkampen. Det samme gør Pantelis Hatzidiakos, men forsvarsspilleren advarer mod at tage en sejr for givet.
- Jeg har en god fornemmelse, for jeg synes, vi var i fuld kontrol. Vi gav stort set ikke noget væk. Det var nok en lidt kedelig kamp at se på, det var mere som et spil skak.
- Vi har fordelen at have hjemmebane i returkampen, men i fodbold kan alt ske. Man kan være ti gange bedre end modstanderen, men stadig tabe på et hjørnespark, siger Hatzidiakos.
Københavnerne blev tirsdag advaret om, at Malmö FF har et våben, der kan gøre ondt i returkampen: den offensive dribler Taha Ali.
- Jeg synes, at vi fik set et par gange, hvad Taha Ali kan. Han har et godt drev bolden, og det var ham, der skabte ubalance for os, siger Jacob Neestrup og suppleres af Thomas Delaney:
- Hvis Taha Ali får bolden i mellemrummet, så er vi på røven, siger Delaney muntert.
Før tirsdagens returkamp mod Malmö skal FCK fredag møde AGF i Superligaen.
/ritzau/