København, 16/12/2025 - 09:00
Digitale assistenter skal hjælpe medarbejdere i den offentlige sektor
Fra 2026 sættes der yderligere fokus på brugen af kunstig intelligens i den offentlige sektor.
Tom Little/Reuters
Af: /ritzau/
Kunstig intelligens skal tage sig af flere administrative opgaver i den offentlige sektor fremover.
Derfor har regeringen, Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner lavet en aftale om mere brug af kunstig intelligens i det offentlige, hvilket efter hensigten skal frigøre mere tid til medarbejderne.
Det skriver Digitaliseringsministeriet i en pressemeddelelse.
I alt tre "storskalaprojekter", som ministeriet kalder det, skal igangsættes i 2026.
Den kunstige intelligens, også kendt som AI, skal eksempelvis hjælpe med referater af borgersamtaler, og medarbejderne i den offentlige sektor skal have en digital assistent, som kan hjælpe med sagsbehandlingen, lyder det.
- Vi har et klart mål om, at vi vil styrke den borgernære velfærd. Det kræver, at vores ansatte i den offentlige sektor bruger mindre tid på tastaturet og mere tid med borgerne, siger digitaliseringsminister Caroline Stage (M) i pressemeddelelsen.
Der afsættes 266,7 millioner kroner til finansiering af projekterne. De finansieres i fællesskab mellem staten, kommuner og regioner.
/ritzau/




