Washington. D.C., 27/06/2025 - 20:00
Rwanda og DR Congo underskriver fredsaftale i USA
USA har mæglet aftale på plads mellem Rwanda og DR Congo. Mange har mistet livet og er fordrevet.
Mandel Ngan/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Rwanda og Den Demokratiske Republik Congo har underskrevet en fredsaftale i Washington D.C.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Med aftalen er der håb for en afslutning på voldsomme kampe, hvor tusindvis af mennesker i år er blevet dræbt og hundredtusindvis fordrevet.
Det var i forvejen ventet, at de to afrikanske lande ville underskrive aftalen, hvor USA har været mægler, fredag.
Rwanda har ifølge analytikere og diplomater sendt mindst 7000 soldater over grænsen for at støtte oprørsgruppen M23. Det skriver Reuters.
Tidligere på året indtog M23 det østlige Congos to største byer og lukrative mineområder. Gruppens fremgang har udløst frygt for, at der skulle opstå en bredere krig, hvor DR Congos nabolande også blev involveret.
Rwanda har fastholdt, at det ikke støtter M23, og at landets soldater blot forsøger at forsvare sig selv mod DR Congos hær og mod Hutu-militante, som er blevet sat i forbindelse med folkedrabet i Rwanda i 1994.
Fredsaftalen blev underskrevet ved en ceremoni med USA's udenrigsminister, Marco Rubio, samt de to landes udenrigsministre, Therese Kayikwamba og Olivier Nduhungirehe.
Med aftalen har DR Congo blandt andet sagt ja til at stoppe al støtte til Hutu-militante.
Sådan lød det fra Rwandas udenrigsminister, Olivier Nduhungirehe, under ceremonien.
/ritzau/