Los Angeles, 04/02/2026 - 23:50
Højesteret giver Californien grønt lys til at bruge nye valgkort
Omfordeling af valgkredse ses som et middel til at få flere pladser i Kongressen ved midtvejsvalg i november.
Af: /ritzau/
USA's højesteret har onsdag givet den amerikanske delstat Californien grønt lys til at bruge nye valgkort, der kan give Demokraterne fem pladser mere i USA's lovgivende forsamling, Kongressen, ved midtvejsvalget i november.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det var Det Republikanske Parti i Californien, der havde anmodet om blokeringen af valgkortene.
Forslaget blev godkendt af vælgerne sidste år i en afstemning og var et modsvar på en lignende manøvre i Texas kendt som gerrymandering.
Det bruges af begge store partier i USA til at øge deres indflydelse i Kongressen.
Højesteret har et konservativt flertal på 6-3 og tillod i december Texas at gøre det samme, men til Republikanernes fordel.
Retten gav ingen forklaring i sin afgørelse.
/ritzau/




