Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 22/07/2026 - 20:37

Norge fraråder ikke-nødvendige rejser til Kuwait, Bahrain og Jordan

Danmark har ikke rejsevejledning for Kuwait, Bahrain og Jordan, men henviser i stedet til blandt andet Norge.

Af: /ritzau/

Det norske udenrigsministerium fraråder alle rejser til Kuwait, Bahrain og Jordan, som ikke er strengt nødvendige.

Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse onsdag.

Det danske udenrigsministerium har ikke egne rejsevejledninger for de tre lande, men henviser i stedet til andre landes vejledninger, herunder Norges.

Nye angreb i Mellemøsten har fået det norske udenrigsministerium til at vurdere, at sikkerhedssituationen i landene er blevet forværret.

Norge har tidligere frarådet rejser til de tre lande, men rejseadvarslerne blev senere ophævet, efter at en forlængelse af våbenhvilen mellem USA og Iran havde gjort situationen mere forudsigelig, lyder det.

Det danske udenrigsministerium skriver på sin hjemmeside, at sikkerhedssituationen i landene er "ustabil og uforudsigelig".

- Den kan ændre sig med kort eller intet varsel. Hvis situationen forværres, kan det få betydning for den kommercielle flytrafik og transport via landevej, står der.

RITZAU

TjekDet - faktatjek