København, 19/08/2026 - 13:53
Landsret stadfæster livstidsdom til drabsmand forklædt som madbud
Ung drabsmand skød 37-årig mand på klos hold i København. Landsret stadfæster livstidsdom med stemmerne 5-1.
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En ung svensk mand idømmes fængsel på livstid, fordi han i 2023 skød og dræbte en mand på åben gade i København.
Det har Østre Landsret afgjort onsdag, og dommen stadfæster dermed byrettens dom.
Drabet fandt sted 19. oktober 2023 om eftermiddagen på Nyropsgade, hvor den dengang 18-årige svensker Soran Sheykhisarcheshmed skød den 37-årige mand på klos hold.
Svenskeren var iført en jakke og kasket fra Just Eat, og på ryggen havde han en termotaske fra Wolt. I tasken lå den pistol, han brugte.
I alt affyrede han fem skud mod den 37-årige mand, der forinden var kommet med toget til København fra Slagelse.
Da Københavns Byret i april afgjorde sagen, var dommere og nævninger enige om at straffe Soran Sheykhisarcheshmed med lovens strengeste straf, livstid.
Den unge svensker erkendte sig skyldig i sagen og har hævdet, at han handlede på egen hånd og havde et økonomisk mellemværende med den 37-årige.
Historien om det økonomiske mellemværende afviste byretten dog som utroværdig, og det er fortsat uklart, hvad det egentlige motiv var.
I landsretten var det tre dommere og tre domsmænd, som skulle vurdere sagen.
Her var der lidt uenighed, da fem stemte for livstid, mens én enkelt mente, at straffen skulle nedsættes til 20 års fængsel.
Karoline Normann, der er forsvarer for den i dag 21-årige svensker, fortæller, at de vil forsøge at anke dommen til Højesteret for at få nedsat straffen.
Hun fremhæver, at svenskeren kun var 18 år, da han begik drabet, og at han har tilstået det.
I Københavns Byret var også to halvbrødre tiltalt for at have planlagt forbrydelsen.
De blev begge frikendt. Anklagemyndigheden har anket frifindelsen til landsretten, som vurderer deres sag i august 2027.
RITZAU




