Stjernerapperen Kesi har fået frakendt kørekortet i seks måneder og er idømt en bøde på 8500 kroner.
Det har Københavns Byret afgjort i en straffesag mod musikeren med det borgerlige navn Oliver Kesi Chambuso, som indtil dommen var beskyttet af navneforbud.
Han dømmes for tre færdselsforseelser. To gange kørte han for hurtigt, og i et tredje tilfælde brugte han håndholdt mobiltelefon under kørsel.
I samme sag frifindes han for en anklage om at have indført 12 dåser peberspray i 2022, som blev fundet i en postpakke med hans navn på. Det skyldes, at det ikke er bevist, at det var ham, som havde bestilt dem.
Retsmødet i retssal 81 begyndte tirsdag klokken 11, men først efter en halv time dukkede en lettere forpustet Kesi op.
Her forklarede han rettens dommer, at det formentlig er nogle unge, som har misbrugt hans navn, adresse og telefonnummer til at bestille dåserne.
Fænomenet kalder Kesi for "doxxing".
- Jeg har ikke en idé om, hvor de kommer fra. De unge finder ud af, hvor folk bor, og så sender de sjove ting, siger han.
Politiet har i sagen ikke undersøgt, hvilket betalingskort der blev brugt til at bestille peberspray-dåserne, som er ulovlige at besidde.
Færdselsovertrædelserne fandt sted i 2022 og 2023.
På det tidspunkt kørte Kesi med alkolås, fortalte rapperen selv i retten.
En alkolås gives til personer, der har kørt spirituskørsel, men det kom ikke frem i retten, hvornår han er dømt for det. Men han har tidligere fået frakendt kørekortet, oplyste anklageren i retten.
Ifølge Kesi var det alkolåsen, som han pillede ved, og ikke mobiltelefonen, da en betjent 10. januar 2022 observerede ham kørende i sin Volvo i krydset mellem Tietgensgade og Bernstorffsgade i København.
Politibetjenten, som var indkaldt som vidne i retten, var dog uenig.
- Jeg var ikke i tvivl om, at det var en smartphone. En alkolås er tyk og med ledning i, sagde han.
10. oktober samme år overtrådte Kesi igen færdselsloven, da han på Center Boulevard på Amager kørte med 68 kilometer i timen, selv om fartgrænsen var 50 kilometer i timen. Det forhold erkendte han.
Musikeren havde 25. februar 2023 igen for meget fart på bilen, da samme betjent, som stoppede ham i januar 2022, foretog en fartmåling på Kalvebod Brygge i København.
- Jeg kan godt huske tiltalte, i og med at han er en kendt person, sagde betjenten i retten og fortalte, at han havde kontrolleret sit fartmåler-udstyr.
Det mente Kesis forsvarer ikke, var dokumenteret, men retten lagde vægt på betjentens forklaring, og Kesi blev derfor også dømt for den fartovertrædelse.
Da alle hans overtrædelser af færdselsloven udløser klip i kortet, betød det, at han igen får en ubetinget frakendelse af kørekortet.
Det betyder, at han ikke må køre bil det næste halve år og skal erhverve kørekortet på ny, hvis han igen vil køre bil.
Kesi havde dog ikke kørekortet med sig i retten tirsdag, men skal aflevere det til politiet.
- Hvis du er kommet her i bil, skal du lade den stå, siger dommeren.
Det afviser Kesi dog, at han er.
Dommen kan som udgangspunkt ikke ankes.
/ritzau/