Struer, 17/04/2026 - 09:49
Politiet advarer om giftig røg fra brændende elbus
En brand i en elbus er under kontrol, men borgere i et bestemt område af Struer bør lukke døre og vinduer.
Af: /ritzau/
En elbus er brudt i brand i Struer fredag morgen.
Politiet advarede tidligere på morgenen om, at røgen fra branden var kraftig og giftig.
Lidt efter klokken 09.00 oplyser politiet, at der er styr på branden.
- Branden er lige nu under kontrol, og der er ikke kraftig røgudvikling. Røgfanen er derfor blevet mindre, lyder det fra Midt- og Vestjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
Elbussen står på Hjermvej.
Borgere i området bør fortsat lukke døre og vinduer og i øvrigt holde sig indendørs. Kan man fortsat lugte røgen, bør man søge ud af området.
Det er endnu uvist, hvordan branden er opstået, fortæller Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.
Politiet kan ikke oplyse, om der var personer i bussen, da branden opstod.
/ritzau/




