København, 14/02/2026 - 11:50
Maskeret mand truede ekspedient med kniv i Rema 1000 i Horsens
En maskeret mand truede ekspedienten og flygtede med kontanter fredag aften. Politiet efterlyser nu vidner.
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En mand har fredag aften truet en ekspedient med en cirka 20 centimeter lang kniv og bedt vedkommende om at udlevere kontanterne i kassen i Rema 1000 på Sundvej i Horsens.
Det siger Mathias Møller, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til TV Syd.
Ifølge mediet fik Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om røveriet klokken 21.24. Røveriet er sket et par minutter inden anmeldelsen.
- Efterfølgende løb han derfra i nordgående retning fra butikken, udtaler vagtchefen.
Han siger derudover, at manden stak af med et større kontantbeløb.
Selvom politiet både sendte patruljer og hunde til stedet, er det ikke lykkedes at fange manden endnu.
Derfor søger politiet vidner, der har set noget, før eller efter røveriet fandt sted.
Ifølge TV Syds oplysninger er manden dansktalende, 20-30 år gammel og 170-185 centimeter høj. Han er kraftigt bygget med lys hudfarve og en stor bred næse.
Under røveriet var maskeret med en sort hue eller halsedisse, hvor kun øjnene var synlige.
Han var iført en sort jakke med et rødt logo, grå hættetrøje, grå joggingbukser og sorte sko. Udover kniven havde han også et Netto-net i hånden.
Politiet kan kontaktes på 114, hvis man har relevante informationer.
/ritzau/




