Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/08/2023 - 09:32

TV 2-korrespondenter bytter kontinenter i stor rokade

Jesper Steinmetz bliver TV 2's nye Europa-korrespondent, mens Lotte Mejlhede tager turen over Atlanten og får base i Washington. Der er også skifte i Bruxelles.

Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Efter 13 år i USA pakker TV 2's USA-korrespondent Jesper Steinmetz flyttekasserne og forlader landet "over there" til fordel for London.

Den erfarne udlandsjournalist bliver TV 2's nye Europa-korrespondent.

Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse, og her sætter 56-årige Jesper Steinmetz selv flere ord på beslutningen.

- Jeg har haft 13 fuldstændig forrygende år i USA. Men jeg har også et stykke tid ønsket at komme videre og prøve nye græsgange, uddyber han blandt andet.

De nye græsgange ligger i London, hvorfra Jesper Steinmetz bliver kanalens nye Europa-korrespondent.

Den ledige plads i USA efter Jesper Steinmetz besættes af Lotte Mejlhede, som fremover får base i Washington.

Lotte Mejlhede har de seneste to år fungeret som korrespondent for international sikkerhedspolitik med base i Danmark. Men den 57-årige journalist har tidligere været udstationeret. Blandt andet otte år i Bruxelles.

Og apropos Bruxelles så er der også der udskiftning. Lise Toft Hessellund bliver kanalens nye EU-korrespondent og overtager posten efter Divya Das.

TV 2 oplyser ikke, hvad Divya Das nu skal.

Før sommerferien tilknyttede TV 2 sinologen Casper Wichmann som ny Kina-korrespondent.

Der er ikke andre ændringer i TV 2's korrespondentnetværk, oplyser kanalen.

Ulla Terkelsen fortsætter som international korrespondent med udgangspunkt i Frankrig. Rasmus Tantholdt er krigs- og konfliktkorrespondent, mens Claus Borg Reinholdt dækker krigen i Ukraine.

Jesper Zølck er TV 2's nordiske korrespondent med adresse i Sveriges hovedstad, Stockholm. Eva Ravnbøl rapporterer fra Sydeuropa, mens Uffe Dreesen dækker Tyskland og Østeuropa.

- Vores korrespondenters fornemmeste opgave er at give os danskere et vindue ud til verden med oplevelser og indsigt. De spiller en afgørende rolle for vores forståelse af ikke bare, hvad der sker, men også hvorfor, siger TV 2's udlandschef, Jakob Vissing, i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Derfor har vi sat et stærkt hold af erfaring og fornyelse, der fokuserer på de vigtigste internationale scener. Europa under pres udefra og indefra, USA's stigende splittelse, og mere aggressive magtspillere østpå.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek