Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 03/05/2026 - 01:19

Trump: Iran har endnu ikke betalt en høj nok pris

Trump vil snart gennemgå et forslag fra Iran, men han regner ikke med at kunne acceptere det, skriver han.

Af: /ritzau/

USA's præsident, Donald Trump, vil snart gennemgå det seneste forslag fra Iran, men han kan ikke forestille sig, at han vil kunne godkende det.

Det skriver præsidenten natten til søndag dansk tid i et opslag på Truth Social.

- Jeg vil snart gennemgå den plan, som Iran netop har sendt til os, men jeg kan ikke forestille mig, at den vil være acceptabel, da de endnu ikke har betalt en høj nok pris for det, de har gjort mod menneskeheden og verden gennem de sidste 47 år, skriver Trump.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Trump i den amerikanske delstat Florida også til journalister udtalt sig om Iran.

Her sagde han tidligere natten til søndag dansk tid, at det er muligt, at USA genoptager angrebene mod landet.

Efter flere ugers krig og både iranske og amerikanske blokader omkring Hormuzstrædet, befinder USA og Iran sig i en fastlåst situation.

Siden det første og hidtil eneste fysiske møde mellem en iransk og amerikansk delegation fandt sted i april i Pakistans hovedstad, Islamabad, har der ikke været ryk i forhandlingerne.

Krigen, der blev indledt af USA og Israel i slutningen af februar, har været sat på pause siden 8. april.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek