Kyiv, 15/07/2025 - 17:04
Ukraines premierminister træder tilbage efter melding fra Zelenskyj
Ukraines præsident har peget på vicepremierminister Julija Svyrydenko til at blive ny premierminister.
Geoffroy Van Der Hasselt/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den ukrainske premierminister, Denys Sjmyhal, meddeler tirsdag, at han træder tilbage fra posten.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Meldingen kommer, dagen efter at præsident Volodymyr Zelenskyj oplyste på det sociale medie X, at han vil have en ny premierminister.
Her har han peget på økonomiminister og vicepremierminister Julija Svyrydenko.
For at Svyrydenko kan blive godkendt som landets nye premierminister, kræver det en godkendelse af landets parlament.
Samtidig har Zelenskyj foreslået, at Denys Sjmyhal tiltræder en ny post i regeringen og bliver det krigsramte lands nye forsvarsminister.
- Denys Sjmyhals store erfaring vil med sikkerhed være værdifuld i stillingen som Ukraines forsvarsminister, sagde præsidenten mandag i en aftentale.
Denys Sjmyhal har været premierminister siden marts 2020. Dermed er han ifølge Reuters den længst siddende regeringschef siden landets uafhængighed fra Moskva i 1991 i forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud.
Bliver han landets nye forsvarsminister, overtager han posten efter Rustem Umerov, der tiltrådte som forsvarsminister i september 2023.
Julija Svyrydenko fik posten som minister i Zelenskyjs regering få måneder før Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine i februar 2022.
På X skrev Volodymyr Zelenskyj mandag, at han sammen med Svyrydenko har diskuteret konkrete tiltag for at styrke Ukraines økonomi, udvide støtteordninger for ukrainere samt øge våbenproduktionen i landet.
Ukraines parlament skal efter planen stemme om nomineringerne torsdag, skriver Reuters.
Meldingen om en mulig regeringsrokade landede samme dag, som USA's præsident, Donald Trump, kom med en ny melding om den amerikanske våbenstøtte.
Under et besøg af Natos generalsekretær, hollænderen Mark Rutte, annoncerede han, at USA mod betaling fra forsvarsalliancen vil sende militært udstyr til Ukraine, så landet bedre kan forsvare sig i krigen mod Rusland.
Det gælder blandt andet de såkaldte Patriot-luftforsvarsmissiler, som Ukraine anser for værende afgørende for at forsvare landets byer mod russiske luftangreb.
/ritzau/