Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Sydney, 16/01/2026 - 00:51

4,7 millioner konti blokeret efter australsk forbud mod sociale medier

Techselskaber har blokeret millioner af konti som følge af australsk forbud mod sociale medier for børn.

Af: /ritzau/

Teknologiselskaber har samlet set blokeret omkring 4,7 millioner konti på sociale medier som følge af Australiens forbud mod sociale medier for børn under 16 år.

Det oplyser eSafety, der er den australske tilsynsmyndighed for onlinesikkerhed, fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Tallene viser, at teknologiselskaberne har taget reelle skridt for at fjerne de mindreårige brugere, skriver Australiens kommissær for onlinesikkerhed, Julie Inman Grant, i en udtalelse.

- Det er tydeligt, at eSafetys reguleringsvejledning og samarbejde med platformene allerede har givet betydelige resultater, skriver hun.

Australien har krævet, at de store techselskaber, herunder Meta, TikTok og YouTube, forhindrer mindreårige brugere i at have en konto på sociale medier, efter at lovgivningen trådte i kraft 10. december sidste år.

Selskaberne risikerer bøder på op mod 49,5 millioner australske dollar, hvilket svarer til omkring 213 millioner danske kroner, hvis ikke de tager "rimelige skridt" for at udelukke de unge brugere.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek