København, 18/05/2025 - 07:00
500 frivillige tæller fugle i Danmarks nye naturområder
Forskere og frivillige ornitologer vil over de kommende år måle effekten af milliarddyr naturomlægning.
Christian Liliendahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den danske natur står over for store forandringer.
Der skal plantes 250.000 hektar skov som følge af den grønne trepartsaftale. Det er 40 procent mere skov end i dag.
Desuden skal der etableres 21 naturnationalparker, hvor naturen får lov at passe sig selv.
Men hvilken effekt har det for fuglelivet? Det vil Dansk Ornitologisk Forening (DOF) i samarbejde med Københavns Universitet og Statens Naturhistoriske Museum finde ud af.
Planen er, at op mod 500 frivillige fra DOF med jævne mellemrum sendes ud for at tælle fugle i mere end 100 skovområder landet over.
- Vi vil i "Fugle i Ny Natur" (projektets titel, red.) dokumentere, hvad ændringerne i forvaltningen af skovområderne betyder for biodiversiteten.
- Får vi den sorte stork tilbage? Og hvad med alle de almindelige arter i skovene, vil de stige i antal de næste år?
- Projektet vil forhåbentligt gøre os klogere på disse spørgsmål, siger biolog og projektleder i DOF BirdLife Daniel Palm Eskildsen i en pressemeddelelse.
De frivillige skal registrere skovenes fugleliv ved hjælp af en app på deres telefoner.
Der er god grund til at kigge nærmere på effekterne af naturomlægningen, ikke mindst når det gælder fugleliv.
Det siger en af de medvirkende i projektet, professor i biodiversitet ved Københavns Universitet Carsten Rahbek.
- Over de seneste 30 til 40 år har vi tabt mellem 25 og 50 procent af alle fugleindivider i Danmark.
- Det er en udvikling, der vil blive ved med at gå ned, med mindre vi får en bedre natur og fjerner nogle af de presfaktorer, der gør sig gældende - for eksempel fra landbruget, siger Carsten Rahbek til Ritzau.
Det er ifølge professor en god idé at kortlægge effekterne af naturgenopretningsprojekterne.
Det har man i høj grad forsømt ved tidligere naturprojekter, mener han.
- Hensigten er at få mere viden om, hvordan man gør det bedst muligt, så man fremadrettet kan få mere for pengene og få mere natur for den investering, man laver som samfund, siger Carsten Rahbek.
Der er afsat 43 milliarder kroner i en grøn arealfond til indsatserne i forbindelse med trepartsaftalen.
Projektet strækker sig over tre år. Men forventningen hos Dansk Ornitologisk Forening er, at fugleregistreringerne vil blive videreført efter 2027.
/ritzau/