København, 04/09/2024 - 10:37
Signalfejl giver forlænget rejsetid og aflyste tog på tværs af landet
DSB har onsdag formiddag ingen prognose for, hvornår tog på sjællandske strækninger igen kører til tiden.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Der er længere rejsetid og flere aflysninger på hele Sjælland på grund af signalfejl.
Samme type problemer giver også udfordringer på flere jyske strækninger, hvilket betyder reduceret togtrafik.
Det skriver henholdsvis DSB og Banedanmark på den sociale platform X onsdag morgen omkring klokken 09.30.
- Det skyldes signalfejl flere steder, samt at der tidligere holdt tog og spærrede flere steder på Sjælland, skriver DSB.
- Vi har endnu ingen prognose for, hvornår togene igen kører til tiden, lyder det videre.
Tidligere onsdag morgen skrev P4 Trafik på X, at det er nattens tordenvejr og lynnedslag, der har udløst forsinkelser.
Det gælder blandt andet på Nordvestbanen mellem Kalundborg og Holbæk, Gribskovbanen/Hillerød-Tisvildeleje samt mellem Næstved og Køge Nord, lød det.
På Frederiksværkbanen er der indsat togbusser mellem Dyssekilde og Frederiksværk. På den øvrige del af strækningen køres der med forsinkelser på mindst 15 minutter.
Der kører heller ingen tog til og fra Næstved på grund af signalfejl, skriver P4 Trafik.
Der er bestilt togbusser til at køre mellem Næstved og Køge samt mellem Ringsted, Næstved og Nykøbing F.
Banedanmark oplyser, at det er udrulningen af et nyt signalsystem, der driller.
Blandt de strækninger, der er ramt af reduceret togdrift, er Aarhus-Langå, Aarhus-Hobro, Ulstrup-Struer, Struer-Holstebro-Herning, Herning-Skanderborg-Aarhus og Herning-Vejle.
Både DSB og Banedanmark opfordrer til at bruge tjenesterne MitTog eller Rejseplanen til at holde sig opdateret.
Er man mere end 30 minutter forsinket, træder DSB's Rejsetidsgaranti i kraft. Dermed kan man søge om kompensation for sin billet.
/ritzau/