London, 11/03/2024 - 07:37
Flere medier trækker billede af prinsesse Kate tilbage
Et billede af prinsesse Kate og hendes tre børn på Instagram er manipuleret, mener nyhedsbureauer.
Af: /ritzau/
En række nyhedsbureauer har trukket et billede af prinsesse Kate tilbage, da billedet vurderes at være blevet manipuleret.
Det skriver Reuters og AFP.
Det drejer sig om et billede, som Kensington Palace lagde ud søndag af prinsesse Kate og hendes tre børn på det sociale medie Instagram.
Billedet er ledsaget af en tekst, hvor prinsessen takker for støtten, som hun har modtaget fra den britiske befolkning i den seneste tid, efter at hun i januar gennemgik en maveoperation.
Det er prinsessens første melding efter operationen.
- Tak for alle gode ønsker og jeres støtte i de seneste to måneder, skriver prinsessen af Wales, som er gift med tronarvingen prins William, i opslaget.
Billedet er ifølge Kensington Palace taget af prins William.
Getty, Reuters, Associated Press og AFP har alle trukket billedet tilbage efter at have publiceret det.
Det er især den cardigan, som prinsesse Kates datter har på, der skaber mistanke. Når man zoomer ind på cardiganen, så ser det eksempelvis ikke ud til, at venstre hånd passer helt sammen med ærmet.
Prinsesse Kate blev i januar udskrevet efter to uger.
Kensington Palace har ikke oplyst detaljer om prinsessens sygdom, ud over at det er blevet fastslået, at det ikke har drejet sig om kræft. Prinsessen har siden 29. januar brugt tiden hjemme på Windsor-slottet.
Prinsessen, der er 42 år, har sammen med tronfølgeren tre børn. Det er prinserne George og Louis og prinsesse Charlotte.
I januar var der i Danmark en lignende sag om mulig billedmanipulation. Kongehuset offentliggjorde et - ifølge kongehuset selv - nyt billede af prins Vincent og prinsesse Josephine i anledningen af tvillingernes fødselsdag.
Men billedet var slet ikke nyt. Det skrev Se og Hør, Ekstra Bladet og Billedbladet.
Medierne skrev, at billedet efter alt at dømme var photoshoppet fra et andet billede, der blev taget i forbindelse med fejringen af prins Christians 18-års fødselsdag.
Tidligere stod der på kongehusets hjemmeside, at billedet var nyt. Det blev efterfølgende ændret til, at "der bringes et billede". Det oprindelige billede var et gruppebillede af hele den kongelige familie i anledningen af, at prins Christian fyldte 18 år i oktober sidste år.
/ritzau/