Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Sanaa, 11/09/2026 - 12:44

Houthier er nået frem til vigtig ø i Bab el-Mandeb-strædet

Får houthibevægelsen kontrol med Bab el-Mandeb-strædet, kan det være en fordel for Iran, skriver Reuters.

Af: /ritzau/

Den yemenitiske houthi-bevægelse er nået frem til den strategisk vigtige ø Perim, der ligger i Bab el-Mandeb-strædet.

Det siger fire kilder fra Yemens regering til nyhedsbureauet Reuters fredag.

Tidligere på dagen har to kilder fra den saudiarabisk-støttede og internationalt anerkendte regering i Yemen sagt, at regeringsstyrker har trukket sig fra øen, og at houthierne også har overtaget magten i byen Dhubab, der ligger ud til Det Røde Hav.

Hvis houthierne får kontrol med Bab el-Mandeb, der ligger på den anden side af Den Arabiske Halvø sammenlignet med Hormuz-strædet, kan det give Iran en vigtig fordel i krigen mod USA, skriver Reuters.

Houthibevægelsen er støttet af Iran.

Saudi-Arabien, der er verdens største olieeksportør, har brugt Bab el-Mandeb-strædet til at fragte olie, siden konflikten i Iran har medført, at Hormuz-strædet stort set blev lukket for skibstrafik.

Inden da blev en femtedel af verdens olie transporteret gennem Hormuz-strædet.

RITZAU

TjekDet - faktatjek