Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/07/2025 - 12:51

Ronaldo får landsmand som cheftræner i Al-Nassr

Jorge Jesus er ny cheftræner for Al-Nassr og Cristiano Ronaldo efter farvel til Stefano Pioli.

Stringer/Reuters

Af: /ritzau/

Cristiano Ronaldo får landsmanden Jorge Jesus som ny cheftræner i saudiarabiske Al-Nassr.

Det oplyser klubben i et opslag på X.

Jorge Jesus erstatter Stefano Pioli, der sagde farvel i juni efter mindre end et år i klubben.

Portugisiske Jesus var senest træner for en anden klub i Saudi-Arabien i Al-Hilal. Her blev den 70-årige træner fyret i maj.

Nu har han så fået en toårig kontrakt med Al-Nassr, der i slutningen af juni forlængede kontrakten med 40-årige Cristiano Ronaldo, så den nu løber frem til 2027.

Den femdobbelte Ballon d'Or-vinder skiftede til Al-Nassr på en fri transfer i slutningen af 2022, efter at han forlod den britiske storklub Manchester United.

Siden er det blevet til 93 mål i 105 kampe på tværs af alle turneringer for Al-Nassr.

Ronaldo har dog stadig til gode at vinde et mesterskab med klubben. I den forgangne sæson blev det til en tredjeplads i Saudi-Arabiens bedste fodboldrække.

Det skal Jorge Jesus forsøge at lave om på, og han har tidligere haft succes i Saudi-Arabien, da han i 2024 vandt mesterskabet med Al-Hilal.

Jorge Jesus har tidligere været træner for blandt andet Benfica, Sporting CP, Flamengo og Fenerbahce.

Ud over Cristiano Ronaldo råder Al-Nassr også over spiller som Aymeric Laporte, Marcelo Brozovic og Sadio Mané.

/ritzau/

Boom, 16/07/2025 - 21:55

Stor musikfestival fortsætter på trods af nedbrændt hovedscene

Morgan Hermans/Reuters

Det er endnu uklart, hvorfor en scene på Tomorrowland brød i brand. Onsdag aften er en efterforskning indledt.

En voldsom brand er onsdag brudt ud på musikfestivalen Tomorrowland i den belgiske by Boom.

Hovedscenen er brændt helt ned, skriver det belgiske medie VRT.

Festivalen begynder først på fredag, og der var derfor ingen festivalgæster på området. Omkring 1000 ansatte befandt sig dog på stedet.

På et pressemøde onsdag aften oplyser talsmand for Tomorrowland Debby Wilmsen, at der ikke er nogle tilskadekomne i forbindelse med branden.

- Alle medarbejdere er i sikkerhed og kan fortsætte med forberedelserne til Tomorrowland, siger hun ifølge VRT.

Talsmanden bekræfter, at festivalen vil begynde fredag som planlagt - dog uden hovedscenen.

- Hovedscenen er vores perle, som vi har arbejdet på i to år, og nu er den væk. De andre scener er heldigvis intakte. Det er vores intention, at festivalen skal fortsætte, siger Debby Wilmsen på pressemødet.

Man er i gang med at finde en løsning på den manglende scene, skriver Tomorrowland i et opslag på Instagram.

Branden er onsdag aften under kontrol, men omkring 100 brandmænd arbejder fortsat på stedet.

- Vi har forsøgt at slukke branden, men så snart man kan se, at det ikke vil lykkes, må man begrænse skaderne for resten af festivalområdet. Det har vi gjort, og alt er under kontrol, siger François van den Eynde fra det lokale brandvæsen ifølge det belgiske medie Nieuwsblad.

Det er fortsat uklart, hvordan branden er opstået.

Onsdag aften har anklagemyndigheden i Antwerpen indledt en efterforskning af branden, lyder det i en pressemeddelelse fra anklagemyndigheden ifølge Nieuwsblad.

- Ud fra fakta kvalificeres det som uagtsom brandstiftelse. Der vil blive udpeget en brandekspert, som vil foretage de indledende undersøgelser og forsøge at fastslå årsagen til branden, står der i pressemeddelelsen ifølge mediet.

Tomorrowland er en af de største og mest populære elektroniske musikfestivaler i verden.

Hvert år er der omkring 400.000 deltagere fordelt over to weekender. I år foregår festivalen fra 18. til 20. juli og igen fra 25. til 27. juli.

Festivalen, der er blevet afholdt siden 2005, foregår i byen Boom, som ligger syd for Antwerpen.

/ritzau/

Læs Mere >>

Boom, 16/07/2025 - 21:01

Hovedscene på stor musikfestival er i brand

Tom Goyvaerts/Ritzau Scanpix

Det vides endnu ikke, hvorfor en voldsom brand er brudt ud på festivalen Tomorrowland, der går i gang fredag.

En voldsom brand er onsdag brudt ud på musikfestivalen Tomorrowlands hovedscene i den belgiske by Boom.

Det bekræfter det lokale brandvæsen over for det belgiske medie VRT.

Festivalen begynder først om få dage, og der er derfor ingen festivalgæster på området.

Men omkring 1000 ansatte er på stedet, har festivalens talsmand Debby Wilmsen tidligere oplyst til VRT.

På et pressemøde onsdag aften oplyser hun, at der ikke er nogle tilskadekomne i forbindelse med branden.

- Alle medarbejdere er i sikkerhed og kan fortsætte med forberedelserne til Tomorrowland, siger hun ifølge VRT.

Festivalen, der begynder fredag, vil derfor finde sted - dog uden hovedscenen.

- Hvordan vi løser det, kan jeg ikke sige endnu, siger Debby Wilmsen ifølge VRT.

Branden er endnu ikke under kontrol, og det er uklart, hvordan den er opstået.

Ifølge VRT kan man høre fyrværkeri på en video fra stedet. Samtidig skriver mediet, at scenen er helt brændt ned.

Alle redningstjenester er på stedet, siger det lokale politi til VRT.

- Vi beder derfor om, at vi får så meget plads som muligt til at udføre vores arbejde, siger en talsmand fra politiet til mediet.

Røgen er ikke giftig, men borgere i området af er blevet bedt om at holde døre og vinduer lukkede.

Tomorrowland er en elektronisk musikfestival, der hvert år har omkring 400.000 deltagere fordelt over to weekender.

Festivalen foregår fra 18. til 20. juli og igen fra 25. til 27. juli.

Tomorrowland er blevet afholdt siden 2005 og er en af de største og mest populære elektroniske festivaler i verden.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/07/2025 - 08:00

FAKTA: Lystfiskertegn og fritidsfiskertegn

* Du skal have lystfiskertegn, hvis du vil fiske med almindelig fiskestang.

* Du er dog fritaget for at betale for lystfiskertegn, hvis du er under 18 år eller har ret til folkepension.

* Lystfiskertegn kan købes for en dag, en uge eller et år ad gangen. For et år koster det 214 kroner (2025).

* Hvis du vil fiske med andre redskaber end almindelig fiskestang, såsom garn eller net, skal du i stedet have et fritidsfiskertegn.

Kilder: fisketegn.dk og lfst.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 16/07/2025 - 08:00

Lyst til fiskeri i fritiden? Disse regler skal du kende

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Der er mange regler at forholde sig til, hvis du selv vil fange dine fisk. Vicefiskeriinspektør hjælper dig med at overholde reglerne.

Hvis du tilbringer nogle fridage i nærheden af vandet, kan det virke tillokkende at finde fiskegrejet frem og prøve lykken.

Men før du smider snøren i, er det vigtigt at kende reglerne ved den sø, kyst eller å, hvor du tilbringer sommerferien.

Ifølge Steen Majland, der er vicefiskeriinspektør hos Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, er en typisk overtrædelse i sommerperioden, at der bliver fisket uden fisketegn.

- Du skal have fisketegn, hvis du vil fiske med en almindelig fiskestang eller andet udstyr såsom ruser. Men vi ser især, at lystfiskerne glemmer at betale. Og den forglemmelse koster et gebyr på fire gange beløbet for et fisketegn, siger han.

Fisketegn kan købes på fisketegn.dk for en dag, en uge eller et år ad gangen.

Han fremhæver desuden tre vigtige ting, man bør have for øje: fiskens mindstemål, fredningstid for fisken, og om det overhovedet er tilladt at fiske det specifikke sted.

- Du skal sætte dig ind i reglerne. Mange ynder at gå ned til den lokale havn eller mole. Men den lokale havnemyndighed kan bestemme, at der ikke må fiskes der. Det ses typisk ved skiltning.

- Ved mange udløb af åer på kysten eller fjorden må du ikke fiske inden for 500 meter af åens udløb. Det kan gøre stor skade på bestanden, fordi der til tider kan opholde sig en stor mængde af for eksempel laks eller havørred, der trækker op i vores vandløb for at yngle, siger han.

Det er den generelle bestemmelse, men der kan være undtagelser, lyder det fra Steen Majland.

Derfor anbefaler han, at du undersøger det på Landbrugs- og Fiskeristyrelsens hjemmeside eller kontakter styrelsen, hvis du er i tvivl.

På Landbrugs- og Fiskeristyrelsens hjemmeside finder du også en oversigt over mindstemålene, fangstbegrænsninger og fredningstiderne på de fisk, der ifølge styrelsen er de mest almindelige arter i danske farvande at få på krogen som lyst- eller fritidsfisker.

Reglen for mindstemål er udtryk for, hvor stor en bestemt fiskeart skal være for at du må tage den med hjem. Fredningstiderne dækker over det tidsinterval, hvor man ikke må fange en bestemt fiskeart.

Det lyder måske simpelt, men ifølge Henrik Carl, der er forskningsmedarbejder på Statens Naturhistoriske Museum, kan det være svært at finde rundt i.

- Problemet er, at nogle af reglerne bliver opdateret hele tiden, og de er ikke samlet et sted. Derfor kan man ikke regne med det, man undersøgte sidste år, siger Henrik Carl.

Nogle af arterne fremgår af Landbrugs- og Fiskeristyrelsens oversigt, men langtfra alle.

Ideelt set så forskningsmedarbejder Henrik Carl, at du kunne slå det op på din telefon, mens du var ude at fiske.

Henrik Carl ved, at det er nogle høje krav at stille til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, men han synes også, at det er et problem, hvis lystfiskere bryder loven i god tro.

- De fisk, der er fredet, er det, fordi de er ved at være udryddet fra naturen, og så kommer de aldrig igen. Hver art har en værdi i sig selv og er en del af et økosystem, siger Henrik Carl.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek