Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 10/12/2022 - 10:00

Inden du pantsætter din mors smykker: Det skal du være opmærksom på

Har du brug for ekstra håndører i en økonomisk presset tid? Her er det, du skal vide, inden du pantsætter dine elskede ejendele.

Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

Et pantelån er ikke et lån, du tager nede i pantautomaten i supermarkedet, som det måske ellers godt kunne lyde som.

Det er et alternativ til almindelige lån, som du kan tage, hvor du sælger en værdigenstand til en pantelåner til en lavere værdi, mod at du har mulighed for at købe den tilbage for fuld pris senere.

Hos Pantsat.dk, som er en af landets største pantelånere, kan presset på danskernes pengepung mærkes.

Virksomheden oplevede nemlig en tredjedel flere kunder i oktober sammenlignet med samme måned sidste år.

- Med de stigende forbrugerpriser og en dyr julemåned i vente optager mange et pantelån for at kunne finansiere julegaverne og varmeregningen til vinter, siger Mikkel Linden, der er vurderingsekspert hos Pantsat.dk.

Men inden du går til pantelåneren, er der flere ting, som du bør være opmærksom på.

Du bør ikke pantsætte genstande, som er betydningsfulde for dig, mener han.

For hvis du ikke har pengene til at købe det tilbage, efter at kontraktperioden ophører, så bliver det solgt videre.

Ifølge Pantsat.dk er det knap hver tiende kunde hos dem, som ikke har pengene til at købe deres ting igen.

Og netop at holde igen med genstande af affektionsværdi er cheføkonom Morten Bruun Pedersen fra Forbrugerrådet Tænk enig i.

- Tænk, hvis du pantsætter din gamle mors smykke. Så er der altså risiko for, at du kan miste det, siger han.

- Så jeg vil anbefale, at du starter med at overveje, om du har andre muligheder for at låne penge, inden du pantsætter dine genstande. Enten i banken eller hos familien.

Ifølge cheføkonomen kan du også kigge på, om du kan spare penge på nogle udgiftsposter i hjemmet, inden du pantsætter.

For går du ind med noget til en værdi på eksempelvis 10.000 kroner, skal du ikke regne med at få det beløb stukket i hånden.

Du får nemlig typisk kun udbetalt op mod 75 procent af genstandens værdi. Og så kommer der også omkostninger på.

Derfor giver det heller ikke mening at pantsætte noget, som du allerede ved, du vil sælge, lyder det både fra Mikkel Linden og Morten Bruun Pedersen.

Fordelen ved et pantelån er derimod, at hvis alt går som planlagt, får du din værdigenstand tilbage.

- Panter du noget, du følelsesmæssigt kan give slip på, så er du ude af det. Du bliver altså ikke fastholdt i en gældsmølle, som vi ser andre steder, siger Morten Bruun Pedersen.

Og har du besluttet dig for at gå til en pantelåner, så er rådet fra Mikkel Linden fra Pantsat.dk, at du vælger en kort kontraktperiode mellem en til fire måneder, da længere perioder bliver dyrere i omkostning.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek