Washington D.C., 08/01/2026 - 22:39
Medie: Dansk ambassadør til møde om Grønland i Det Hvide Hus
Præsident Donald Trumps ønske om at overtage Grønland blev diskuteret på møde i Det Hvide Hus.
Af: /ritzau/
Danmarks ambassadør i USA, Jesper Møller Sørensen, og Grønlands repræsentant i Washington D.C., Jacob Isbosethsen, har torsdag holdt møde med repræsentanter fra Det Hvide Hus' nationale sikkerhedsråd.
Parterne mødtes for at diskutere USA's præsident Donald Trumps ønske om at overtage Grønland.
Det oplyser unavngivne danske embedsmænd til nyhedsbureauet AP.
Embedsmændene udtaler sig anonymt til mediet.
Hverken Det Hvide Hus eller Danmarks udenrigsministerium har bekræftet, at mødet har fundet sted.
Donald Trump har gentagne gange gjort det klart, at han ønsker, at USA overtager Grønland. Hverken han eller hans administration har udelukket brug af militær i forbindelse med en eventuel overtagelse af øen.
Både Danmarks og Grønlands regering har afvist, at en afgivelse af Grønland til USA kan komme på tale.
Allerede da Donald Trump første gang var præsident i 2019, foreslog han at købe Grønland af Danmark.
I et interview med avisen The New York Times, som blev offentliggjort tidligere torsdag, blev Trump igen spurgt til, hvorfor han gerne vil besidde Grønland.
Her forklarede han den amerikanske avis, at han ser det som "psykologisk nødvendigt for succes."
USA's vicepræsident, J.D. Vance, sagde i et interview natten til torsdag med Fox News, at Grønland har stor betydning for det vestlige missilforsvar.
Vance afviste i interviewet at svare direkte på, hvor langt USA er villig til at gå i spørgsmålet om Grønland. Det er op til Trump, fastslog han.
/ritzau/




