København, 24/06/2025 - 14:05
Danmark kommer med i Nato-samarbejde om lufttankning
To lufttanknings- og transportfly og personel skal placeres på en flystation i Danmark, lyder det.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Danmark er tirsdag blevet en del af forsvarsalliancen Natos samarbejde om lufttanknings- og transportkapacitet.
Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
Konkret betyder det, at Danmark indtræder i Nato-samarbejdet Multinational Multi Role Tanker Transport Fleet (MMF). Også Sverige indtræder i samarbejdet.
MMF består i forvejen af Belgien, Tjekkiet, Tyskland, Luxembourg, Holland og Norge.
Med Danmarks indtræden anskaffer MMF sig yderligere to lufttanknings- og transportfly. Det er af typen Airbus A330. De to fly skal placeres på en flystation i Danmark. Det gælder også personel. Hvor oplyses ikke i pressemeddelelsen.
- Lufttankning er en vigtig kapacitet, som vil kunne styrke luftforsvaret af kongeriget og øge kampkraften for det danske forsvar. Lufttankningskapacitet skaber eksempelvis forudsætningen for operationer med kampfly i Arktis og Nordatlanten, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i pressemeddelelsen.
Danmarks samlede udgift ventes at blive cirka 7,4 milliarder kroner i perioden 2025-2037, hvilket har været meldt ud tidligere.
- MMF-samarbejdet er en vigtig del af Natos europæiske lufttankningskapacitet. Med adgang til flyvetimer allerede fra i dag, tilgangen af de to yderligere flystel og placeringen af en såkaldt "Forward Operating Base" i Danmark øger vi nu denne kapacitet markant, siger Lund Poulsen.
MMF råder i øjeblikket over ti fly af typen Airbus A330.
/ritzau/