Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 27/10/2025 - 11:00

Styrk venskabet med en svær samtale

Hvis der opstår kurrer på tråden i venskabet, kan det blive nødvendigt med en alvorssnak. Og det kan måske øge chancen for at fordybe venskabet.

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Af: Af Lukas Nørgaard Bødiker, Ritzau Fokus

Det kan være svært at tage det første skridt til en samtale efter uenigheder med en ven, især hvis følelserne har fået lov til at vokse i tavshed.

Men hvis venskabet betyder noget for dig, kan en ærlig og respektfuld samtale bane vejen frem.

Her får du en psykologs og en psykoterapeuts forslag til, hvordan du kan gribe det an:

1) Forbered den svære samtale.

Mattias Stølen Due, der er psykolog og direktør for ngo'en Styrk Familierne, siger, at han er stor tilhænger af, at vi også vover at tage den svære samtale i venskabsrelationen.

- Risikoen er selvfølgelig, at vi sårer hinanden på en måde, så der kommer større afstand imellem os, men muligheden er, at vi får en dybere relation til hinanden, siger han.

Som forberedelse til den svære samtale kan du lave en skriveøvelse, foreslår psykoterapeut og specialist i skriveterapi Annette Aggerbeck.

- Hvis man skriver om sine følelser og tanker først, får man langt større klarhed over, hvad man egentlig gerne vil sige, siger hun.

Samtidig er det en øvelse i at udtrykke sine tanker roligt og respektfuldt.

2) Mød hinanden i virkeligheden.

I skal for alt i verden undgå at tage samtalen over sms, mail eller telefon, advarer Mattias Stølen Due.

- Hvis noget er svært, skal man sidde ansigt til ansigt, så man kan se hinandens øjne og mimik. Ellers er der stor risiko for misforståelser, siger psykologen.

Det vil desuden være rigtig godt at sætte en ramme inden mødet og være tydelig i forhold til forventninger.

Undgå at foregive, at nu skal vi ud og hygge os, og så kommer der noget meget alvorligt ind fra højre, lyder rådet fra Mattias Stølen Due.

- Du kan nævne det allerede i invitationen eller tidligt i samtalen sige, at der er noget svært, du gerne vil tale om, forklarer han.

3) Bliv på egen banehalvdel.

Når I skal tage snakken, handler det om at sige, hvad man mener, på en respektfuld måde uden at være anklagende, påpeger Annette Aggerbeck.

Ellers er der en risiko for, at modparten går i forsvarsposition

- Man kan altid bruge "jeg-budskaber". I stedet for at sige "du gør altid", kan man for eksempel sige, "jeg føler mig ked af det, når …", siger hun.

Også Mattias Stølen Due understreger vigtigheden af at blive på egen banehalvdel og tage udgangspunkt i sin egen sårbarhed i stedet for at kritisere den anden.

- Det handler om at forklare, at man tager snakken, fordi man holder af den anden, inden man siger, hvad der er svært, påpeger han.

4) Brug timeout om nødvendigt.

Både Mattias Stølen Due og Annette Aggerbeck peger på, at en kortere pause kan blive nødvendig, hvis det hele går for stærkt, og man føler sig angrebet.

- Det er vigtigt at trække vejret, for man kan ende med at såre hinanden meget dybt, siger Mattias Stølen Due.

Derfor kan det hjælpe virkelig meget at holde en pause og få ro.

Og ifølge Annette Aggerbeck er det også afgørende at kommunikere klart og tydeligt og med respekt.

- Man kan måske sige noget i stil med: Jeg har brug for lidt tid til at finde noget ro og tænke tingene igennem, fordi jeg gerne vil bevare vores venskab på sigt, siger hun.

/ritzau fokus/

Odense, 27/10/2025 - 12:00

International hitmaskine indtager Tinderbox

Scott A Garfitt/Ritzau Scanpix

Den amerikanske rapstjerne Pitbull er præsenteret som det andet navn på plakaten til Tinderbox-festivalen 2026.

Den amerikanske rapper og sanger Pitbull indtager festivalen Tinderbox i Odense til juni.

Det bekræfter Tinderbox i en pressemeddelelse.

Pitbull har gennem tiden leveret numre som "Timber", "Give Me Everything" og "Fireball" til hitlisterne.

Hitmaskinen var senest i Danmark i juni 2025.

Her spillede han for en udsolgt Royal Arena i København som led i sin Party After Dark-turné.

Pitbull er opvokset i den amerikanske storby Miami i Florida som søn af cubanske forældre.

Han udgav i 2004 sit debutalbum "M.I.A.M.I.", mens hans seneste album udkom i 2023.

I løbet af sin karriere har Pitbull udgivet musik sammen med internationalt kendte kunstnere som Chris Brown, Ne-Yo og Enrique Iglesias.

44-årige Pitbull med det borgerlige navn Armando Christian Pérez modtog i 2016 en Grammy-pris for sit album "Dale".

I 2018 varmede han op for popstjernen Britney Spears til hendes koncert i Oslo.

På den odenseanske festival Tinderbox kommer han på plakaten sammen med blandt andet det danske fremadstormende band Aphaca, der som de første blev præsenteret som en del af næste års program.

Der er endnu ikke annonceret flere navne til 2026-udgaven af festivalen, der finder sted i Tusindårsskoven i Odense fra 25. til 27. juni.

Tinderbox har tidligere kunnet præsentere større internationale navne som en del af festivalens lineup.

I sommeren 2025 lagde den australske popstjerne Kylie Minogue vejen forbi.

Det samme gjorde den svenske sanger Zara Larsson i 2022.

Den amerikanske rapper og sanger Post Malone var præsenteret som et af navnene i 2020.

Koncerten blev dog annulleret, da festivalen det år blev aflyst på grund af coronapandemien.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 27/10/2025 - 11:31

Afdøde Peter Lund Madsen medvirker i nyt DR-program

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Peter Lund Madsen, der var læge, psykiater og tv-personlighed, er med i et nyt historieprogram på DR.

Peter Lund Madsen, der døde 10. august, medvirker i et kommende program på DR om danmarkshistorien.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Sammen med sin bror, Anders Lund Madsen, nåede lægen, psykiateren og tv-personligheden, populært kaldet "Hjerne-Madsen", at være med i optagelserne af tv-udsendelsen "Jagten på danmarkshistorien".

Programserien begynder 3. november, og i sjette afsnit vil de to brødre medvirke i programmet, der er optaget på Kronborg Slot.

I udsendelserne skal de medvirkende løse gåder og opgaver, der handler om forskellige kapitler i danmarkshistorien. Hvert afsnit tager udgangspunkt i en bestemt tidsperiode og et særligt sted.

Blandt de øvrige medvirkende er politiker Ida Auken, komiker Lasse Rimmer og tidligere Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen.

Peter Lund Madsen døde i en alder af 65 år.

Han var på vej på cykel fra Havnsø til København, da han fik et ildebefindende.

Forbipasserende fandt ham i vejkanten og alarmerede politiet. Han blev fløjet til Rigshospitalet, men var død ved ankomsten.

Peter Lund Madsen specialiserede sig som læge i hjernen og fik blandt andet en doktorgrad for sine studier af hjernens blodomløb og forandringer ved forskellige bevidsthedsniveauer.

Han blev vært for tv-programmet "Hjerne-Madsen " i 1998 og blev kendt for at kunne formidle ofte svært tilgængelige videnskabelige emner på en letforståelig og underholdende måde.

Han lavede siden både radio og teater om videnskabelige emner, og ofte skete det i selskab med lillebror Anders.

Han bestyrede ved sin død radioprogrammet "Hjernekassen" på P1. DR valgte kort efter Peter Lund Madsens død at lukke programmet permanent.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 27/10/2025 - 14:46

Beskyt dig selv og andre mod vinterens væmmelige virus

Ingrid Riis/Ritzau Scanpix

Kulde og dalende temperaturer er vand på influenzaens mølle. Husk at tage dine forhåndsregler, når sæsonen for løbende næser begynder.

Efterårets temperaturskift giver influenzaen sit snit til at slå til.

Sæsoninfluenza rammer 5-15 procent af befolkningen fra december til marts ifølge Patienthåndbogen, som staten, regionerne og kommunerne står bag.

Men hvordan giver du dig selv de bedste forudsætninger for ikke at blive smittet, og hvordan kommer du bedst igennem, hvis du alligevel bliver ramt?

Sektionsleder hos Sundhedsstyrelsen Karen Geismar oplyser i et skriftligt svar, at du ikke skal opfinde den dybe tallerken, da du nok er bekendt med anbefalingerne i forvejen.

Hun minder om at huske at vaske hænder ofte eller desinficere dem med sprit. Nys og host i ærmet, luft ud, og lav gennemtræk, gør rent på overflader - og ikke mindst bliv hjemme, hvis du føler, at noget er på vej.

Desuden foreslår hun, at du bliver vaccineret mod influenza og covid-19, hvis du er i en målgruppe, der er i forhøjet risiko for at blive smittet.

Det drejer sig især om ældre over 65 år og folk med kroniske sygdomme eller nedsat immunforsvar.

Hvis du bliver smittet, er det vigtigt at acceptere, at kroppen har brug for ro.

Ikke kun for din egen skyld, men også for alle andre, der risikerer at lide samme skæbne. Du skal derfor ikke møde op på arbejde med feber og stoppet næse.

Det fortæller Stine Fabricius, der er farmaceut og sundhedsfaglig konsulent hos Apotekerforeningen.

- Kroppen skal have ro og hvile, når den er syg. Så nytter det ikke noget at tro, at du kan fungere som normalt. Så bliv hjemme, når du er syg. Så undgår du også at udsætte andre for smittefare, siger hun og fortsætter:

- Sørg for at få nok at drikke, så du ikke dehydrerer, især hvis du har høj feber. Og husk at få sovet. Søvn er utrolig vigtigt, når kroppen skal restituere, og risikoen for at blive smittet er højere, hvis du er i søvnunderskud.

Fordi influenza er en virus, kan den ikke behandles med antibiotika, og det er begrænset, hvad der kan gøres, når du er gået ned med feber, ømme muskler og led og dundrende hovedpine.

- Et stærkt immunforsvar hjælper både til at mindske risikoen for at blive smittet og bekæmpe sygdommen, hvis du bliver ramt. Du kan styrke dit immunforsvar gennem sund og varieret kost samt nok søvn.

- Der findes ingen genveje gennem influenza, men du kan gøre forløbet lettere og undgå at smitte andre, hvis du passer på dig selv, bliver hjemme og giver kroppen ro og tid til at bekæmpe infektionen, siger Stine Fabricius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 27/10/2025 - 14:45

FAKTA: Værd at vide om sæsoninfluenza

* Hvert år smittes mellem 5 og 15 procent af danskerne af sæsoninfluenza i løbet af vinteren.

* Symptomer er høj feber, kulderystelser, hovedpine, manglende appetit, muskel- og ledsmerter samt tør hoste. Ofte efterfulgt af uger med træthed.

* Influenza smitter via dråber fra hoste og nys samt via hænder og berøring af overflader. Man kan smitte andre fra et døgn før symptomerne og op til seks dage efter.

* Antibiotika virker ikke mod influenza. Vejen til at blive rask er hvile, væske og at lade kroppen komme sig. Antiviral behandling bruges typisk kun til risikopatienter.

* Du kan forebygge influenza gennem god håndhygiejne, at hoste i ærmet, lufte ud og blive hjemme, hvis du er syg.

* Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination til alle over 65 år, gravide i 2.-3. trimester, samt personer med kroniske sygdomme og/eller nedsat immunforsvar.

Kilder: Statens Serum Institut og sundhed.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek