Odense, 02/01/2026 - 12:27
Politiet efterlyser videooptagelser fra fyrværkerikaos i Odense
200 personer var til stede i Odense centrum 30. december, hvor fyrværkeri blev affyret til fare for borgere.
Af: /ritzau/
Fyns Politi efterlyser videomateriale fra det centrale Odense fra den 30. december, hvor "en større menneskemængde skabte uro" ved at affyre fyrværkeri.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse fredag.
- Vi ser med stor alvor på hændelsen, og derfor efterforsker vi med henblik på at kunne stille konkrete personer til ansvar, siger politiinspektør Christian Rasmussen i meddelelsen.
- Det skal ikke være en gratis omgang at lave så meget ballade og udsætte andre for fare.
Politiet hører gerne fra både privatpersoner med telefonoptagelser eller fra erhvervsdrivende med videoovervågning i området omkring Klostergade, Slotsgade og Vindegade.
Det er tidligere blevet beskrevet, at omkring 200 personer var samlet i centrum af byen, hvor flere affyrede fyrværkeri til fare for borgere i området - og også mod politiet.
Kun en enkelt person blev anholdt ved hændelsen. Vedkommende blev siden løsladt igen og sigtet for brud på ordensbekendtgørelsen.
Dagen efter blev episoden kaldt "tåbelig og decideret dum" af vicepolitiinspektør i Fyns Politi Anders Therkelsen.
- Når man på denne måde affyrer så store mængder fyrværkeri i tæt bebyggelse, udsætter man både sig selv og andre for alvorlig fare.
- Fyrværkeri er ikke legetøj, og jeg er ærlig talt rystet over, at det her kan finde sted, sagde han.
Politiet har ifølge ham "registreret en del personer", og man arbejder lige nu på at finde ud af, om der er grundlag for at stille nogen til ansvar. Det skal videooptagelser forsøge at klarlægge.
Nogle af gerningspersonerne var maskerede.
Fyns Politi besluttede på dagen, at det primære formål var at få opløst folkemængden for at sikre sikkerheden for borgere og beboere i området.
Derfor blev der sat ind med politihunde og et større antal patruljer, hvilket fik opløst grupperingen.
Ingen kom til skade under hændelsen i Odense, ligesom ingen blev bidt af politihunde.
/ritzau/




