Paris, 17/03/2023 - 02:26
Fransk politi opløser demonstration med tåregas og vandkanoner
Concordepladsen i Paris blev ryddet med tåregasgranater og vandkanoner, og 217 personer blev anholdt.
Alain Jocard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/dpa
I alt 217 personer er blevet anholdt under en voldsom demonstration i Paris, hvor politiet til sidst måtte gribe til hårde midler for at opløse folkemængden.
Det skriver det franske medie France Info.
Omtrent 6000 vrede demonstranter var mødt op på Concordepladsen, der ligger i nærheden af det franske præsidentpalads i midten af landets hovedstad, Paris.
Her viste demonstranterne deres utilfredshed med præsident Emmanuel Macron, som kort forinden havde benyttet sig af en kontroversiel artikel i den franske forfatning til at gennemtvinge en upopulær pensionsreform.
Reformen hæver landets pensionsalder fra 62 til 64 år.
Politiet brød for alvor ind, da demonstrationen begyndte at udvikle sig voldeligt.
Ifølge flere medier brugte politiet i sidste ende tåregasgranater og vandkanoner til at rydde pladsen. Demonstranter satte ild til træpaller og smed kasteskyts efter de franske politibetjente.
Der var torsdag aften også demonstrationer i andre større franske byer. Blandt andet i Marseille, Dijon, Nantes, Rennes, Rouen, Grenoble, Toulouse og Nice.
/ritzau/dpa