Madrid, 05/05/2026 - 23:03
Spanien vil tage imod skib med hantavirus-smittede turister
Flere passagerer om bord på krydstogtskibet "Hondius" formodes at være smittede med hantavirus.
-/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det spanske sundhedsministerium oplyser tirsdag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters, at det vil tage imod krydstogtskibet "Hondius" og undersøge det på en af De Kanariske Øer, som hører under landet.
Om bord på skibet er flere passagerer, som formodes at være smittede med hantavirus.
"Hondius" har kastet anker ud for Kap Verdes hovedstad, Praia.
Ifølge nyhedsbureauet AFP vil skibe ankomme til en af De Kanariske Øer om "tre til fire dage".
Kap Verde, som er en øgruppe og republik ud for Vestafrika, ligger cirka 1500 kilometer syd for De Kanariske Øer.
Der er 147 personer om bord på MV "Hondius".
/ritzau/




